Tid til at stå sammen!

03-04-2025 15:25

"Tid til at stå sammen" er et læserbrev af Eva Götzsche, og det er således et udtryk for hendes egne overvejelser og holdninger

Copyright Ridehesten.com
I et læserbrev deler Eva Götzche nu sine meninger og holdninger om debatten. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er ingen hemmelighed, at dansk ridesport samlet set er under pres. Det har vi været, siden TV2 sendte deres dokumentar, og fik vores sport og branche udlagt som en verden, hvor vi lader hånt om vores hestes velfærd i jagten på medaljer og profit.

Det fortsatte under OL. Det er fortsat lige siden i en sådan grad, at fødevareminister Jacob Jensen har varslet, at der skal ske en opstramning af reglerne, ligesom det socialdemokratiske Europa Parlamentsmedlem, Niels Fuglsang, nærmest har gjort det til en mærkesag at få lukket vores sport og branche ned.

Debatten er ophedet. En ny forening har set dagens lys, hvor det af deres formålsparagraf fremgår, at de kun er sat i verden for at begrænse mulighederne for hestesport. De argumenterer ikke med fakta – men ud fra følelser og billeder, som de mener, er dokumentation for, at vi mishandler vores elskede heste. I min optik hindrer denne manglende faglighed, at vi tager fat om de reelle problemer, og i stedet står i en situation, hvor branchen har svært ved at finde vejen frem, fordi vi er bange for at stikke næsen frem og ikke står sammen. Vi ved godt, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Nu er det tiden til at sige det.

Foreningen Hestebranchen
Det var på det bagtæppe, at jeg og en række andre fagpersoner i efteråret besluttede os for at stifte en forening, Foreningen Hestebranchen, som skulle tage kampen op med dem, der larmer rigtig meget lige nu og desværre får ørenlyd for en helt unuanceret holdning til ridesport – også selv om de ikke har skyggen af dokumentation for, at vi ikke passer på vores heste. Det gør ondt at blive ramt af de beskyldninger, når sandheden er en ganske anden, nemlig at der er sket utrolig meget inden for hestevelfærd, og at der fortsat er fuld fokus på dette område. Derfor er der i den grad brug for, at ridesporten får en fortaler. En fortaler, der tager udgangspunkt i faglighed, og ikke har anden dagsorden end at støtte god og sober ridesport.

Dansk Rideforbund i regi af den nye bestyrelse og generalsekretær gør et fremragende stykke arbejde, som jeg ikke kan sætte en finger på, men der manglede en stemme, der kunne og kan svare på mere eller mindre gakkede facebook-opslag, forslag til lovændringer, der skaber afvikling i stedet for udvikling og udokumenterede påstande fra fundamentalister, der er tændt af deres egen hellige ild, og hvor deres sandhed pludselig er blevet universel. En stemme, der er åben for forbedringer, men som har et hestefagligt udgangspunkt.

Derfor stiftede vi Hestebranchen. En interesseforening, der tager sit udgangspunkt i sporten og som støttes af det erhvervsliv, der ligger bag sporten. Man kan næppe have en sport uden en branche, der avler, laver sadler, helbreder, bygger stalde, træner heste og ryttere og laver foder, og uden en sport - ja, så er der heller ingen branche. I Danmark er det ikke en lille ubetydelig branche, men en branche, der omsætter for 25 mia. danske kroner, en branche, hvor de mange mennesker, der arbejder i den, gør det på grund af en brændende hesteinteresse. Derfor har vi siden etableringen kæmpet for, at der kommer klare regler, og at den kommende regulering af vores sport og branche nok strammer, hvor det er nødvendigt – men at den bygger på fakta og viden fremfor følelser og usaglig agitation.

Copyright Ridehesten.com
Det er tid til, at hestebranchen står sammen, mener Eva Götzsche. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Foreningens input til ministeren
Derfor er jeg også glad for, at vi i Hestebranchen nu i to omgange har haft muligheden for at komme med input til ministeren for vores område. Det er mit klare indtryk, at ministeren er meget tæt på at barsle med sit lovforslag, og i den proces har det været vigtigt for os i foreningen, at ministeren fik et fagligt grundlag at lave sit udkast ud fra. En af de ting, vi har slået på, er, at der er behov for mere uddannelse i vores sport og branche.

Sportens modstandere mener, at bid med udveksling er skadelige og blandt andet giver blå tunger. Vi har ikke set evidens for, at dette skulle være tilfældet, der er faktisk ingen undersøgelser på området overhovedet. Der er fakta, som trækker i modsat retning: føl kan få blå tunger, når de dier hos hoppen, og blå tunger er observeret hos heste, der står afslappet på en staldgang. Hestens hoved/halsposition under ridning er et andet omdiskuteret punkt. Sportens modstandere fremhæver igen og igen, at brugen af stangbid bruges til at ”trække” hestens hoved ned, og dette giver konfliktadfærd og blå tunger. Fagligheden er en anden. God ridning handler om en hest, der er let på biddet og adlyder fine hjælpere.

Vi mener, at øjebliksbilleder og skarptklippede videoer er helt uegnede som evidens på noget som helst, og at man må se på enkelte ridt som helhed, ikke et øjebliksbillede af en åben mund eller et bagudrettet øre. Vi skal arbejde for, at kravene til unge heste i championater er mere hestevenlige og at dommere honorerer afspændthed fremfor spændthed. Men det sker bedst gennem en faglig tilgang fra branchen selv, ikke gennem forbud. Forskning er vigtigt, men det er også vigtigt at huske på, at et forskningsprojekt jo kun afdækker små dele af virkeligheden i form af undersøgte hypoteser, og at forskning ikke kan stå alene uden input fra folk, der har en ride/hestemæssig faglighed. Mange af os kan huske, da det blev forbudt at brændemærke føl, men der var ingen, der havde undersøgt, om det eventuelt gjorde mere ondt på dem at blive chipmærket.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Vi har over for ministeren tilkendegivet, at den manglende evidens og usaglige input fra aktivister ikke tilsiger et forbud mod kandar eller bid med udveksling, og at et sådant forbud vil få vidtrækkende konsekvenser for branchen, ikke kun for dressuren. Et forbud vil ikke bare nedlægge dansk elitesport, men det vil også være en katastrofe for mange andre grene af ridesporten, herunder springsporten.

Alt sammen munder det ud i en række anbefalinger til ministeren, herunder at vi i Hestebranchen anbefaler mere uddannelse på alle niveauer. Fra små kurser for børn på rideskolerne til en certificering af dem, der underviser.

For vi er selvfølgelig ikke fejlfri. Omvendt er vi godt nok heller ikke så slemme, som Dyrenes Beskyttelse, Dyreetisk Råd, Niels Fuglsang og medierne vil gøre os til. Som jeg sagde til en forleden: ’Det er umuligt at få en hest til at præstere, hvis den ikke er med en, og har tillid til sin rytter. Så der er vel næppe heste i den her verden, der bliver passet bedre på, end dem, der kæmper for guld til Danmark.’

Det er min klare opfattelse, at vi har en minister, der lytter. Både til os i sporten, men også til de kritikere, der kræver stramninger. Det forstår jeg godt, for lige nu har vi ikke ret mange venner, og derfor venter der en sej og lang tur op ad bakken for at genvinde tillid og renommé til sporten og branchen.

Når ministeren lige om lidt kommer med sit udspil, så følger en politisk proces, hvor de politiske partier på Christiansborg skal forhandle om lovforslagets endelige udformning. Der vil komme en høringsperiode – her kan vi sige noget, men vi er ikke alene, der vil være masser af stemmer, der vil trække ministerens forslag i en endnu strammere udgave med endnu flere forbud.

Sådan er det, når folkestemningen er imod én. Og ja – så har vi slet ikke nævnt det pres, der vil opstå på sociale medier, i traditionelle medier og alle andre steder, hvor dem, der vil sporten det skidt, kan få en stemme.

Nu skal vi rykke sammen i bussen
Det betyder, at det er NU, vi i sporten skal stå sammen. Der bliver brug for alle mænd og kvinder. Der bliver brug for et stærkt forbund, som kan være vores samlende organ. Og der bliver brug for alle andre stemmer, der kan være med til at parere usaglige, følelsesladede udbrud på de sociale medier, og forklare og forsvare med debatindlæg og andet, at det er faglighed og fakta, der bør være styrende.

I foreningen Hestebranchen er vi klar. Og vi håber, at det bliver en kamp, vi alle skal kæmpe sammen. Tiden er til sammenhold og samarbejde. For vi har rigeligt, der ønsker os hen, hvor der ikke længere er noget, som for alvor vil kunne kaldes ridesport.

Fakta
Eva Götzsche

Læserbrevet er skrevet af 55-årige Eva Götzsche, der er uddannet cand.merc. og er indehaver af forlaget EgoLibris, som hun driver fra hjemmeadressen i Allerød. Her driver hun også sammen med sin mand, Mogens Pedersen, stutteriet Straight Horse med avl af dressurheste. I sin fritid rider Eva dressur og har konkurreret på Prix St. Georges-niveau.
Hun var i efteråret 2024 medstifter af  Foreningen Hestebranchen.

Fold up
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner