Et stærkt udlæg sikrede sejren (video)

10-11-2018 13:43

Britt Carlsen

Anna Zibrandtsen og Quel Filou OLD lagde stærkt ud i første afdeling af Youngster Cup ved Blue Hors Dressurfestival, og trods nogle fejl i dagens afgørende afdeling sikrede de en samlet sejr

Copyright Ridehesten.com
vinder af Youngster Cup 2018 Anna Zibrandtsen og Quel Filou OLD.

Anna Zibrandtsen lagde afstand til konkurrenterne i Skibby HC & Boehringer/Ingelheim MA1 fredag, hvor hun red sig i front med UVM medalisten Quel Filou OLD e. Quaterback/ Stedinger med knap fire procentpoints, hun havde dermed en reserve at tære på i dagens Prix st. Georges sponsoreret af Dansk Varmblod. Det blev også nødvendigt, for parret har ingen rutine sammen på dette niveau, og der indløb nogle småfejl som følge af misforståelser mellem dem. Omvendt, så er de øvelser der lykkedes af meget høj kvalitet.  Anna måtte i dag tage til takke med andenpladsen med 70,789%, men det sikrede hende alligevel den samlede sejr Youngster Cuppen.

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth sejrede i dagens Prix st. George og kom ind på en samlet andenplads i Youngster Cup med Red Diamant.


Begge dage blev klassen afgjort mellem Anna og Carina Cassøe Krüth med Red Diamant e. Blue Hors Romanov/ Dream of Heidelberg (opdr. Mie Sabroe Jelle), der også har været UVM-deltager. De to viste igen i dag et flot og sikkert program, eneste lille mislyd var en misforståelse i et enkeltchangement efter kontragalop. I lighed med Quel Filou går Red Diamant med stor kvalitet i alle gangarter, og det afspejledes også i karakteren på 73,289% og en sikker sejr i Prix St. Georges.

Copyright Ridehesten.com
Maria Anita Andersen og Thybo's Laban kom ind på tredjepladsen i begge afdelinger af Youngster Cup og sluttede samlet på tredjepladsen.

Berider Maria Anita Andersen og Thybo's Laban e. L'Espoir/ Michellino (opdr. Djon Thybo) var begge dage med helt fremme i topkampen og i den samlede stilling sluttede hun på tredjepladsen foran OL-rytter Anna Kasprzak med Romanova e. Blue Hors Romanov/Danone. Romanova scorer tårnhøje points i hele travprogrammet, hvor hoppen samtidig viser flotte traversader. Desværre har hoppen svært ved at changere rent, især til venstre, og det kostede Anna points i begge klasser. 

Youngster cuppen for 7- og 8-års heste er et godt tiltag ved Blue Hors Dressurfestival, hvor de unge heste kan konkurrere mod hverandre, og publikum kan drage sammenligninger på heste i samme aldersgruppe. - Vi syntes det giver god mening i forhold til det, vi beskæftiger os med her på Blue Hors - uddannelse af unge heste i sporten, fortæller Christian Struck, der er chef for events på stedet. 

Se resultatet HER

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner