Kravene strammet til 7-års hestene

09-09-2012 15:19

Britt Carlsen

Eliteskue 2012 | Det var en ganske velvoksen bane der mødte ekvipagerne i finalen i Dansk Hesteforsikrings Youngster Cup - og klassen blev afgjort efter to finalerunder uden omspringning

Mens der måtte omspringning til for at afgøre Dansk Hesteforsikrings Youngster Cup for 5- og 6-års heste, så blev det ikke nødvendigt i klassen for de 7-årige heste. Banen der mødte rytterne stillede store krav til hestene kapacitet og ridelighed, en rigtig mesterskabsbane og i lighed med banerne for de 5- og 6-årige heste, en glimrende forberedelse til UVM på Zangersheide senere på måneden. To ryttere kom til finalen med en fejlfri runde i bagagen fra gårsdagens første afdeling: Kim Knudsen og Miss Baloubet S samt Søren Møller Nielsen og Canon Ask. Begge ryttere tabte dog muligheden for at nå sejren i dagens finalerunder. Kim Knudsen og Miss Baloubet S e. Baloubet du Rouet fik seks fejl i første og 9 fejl i anden runde i dag, og det sendte dem udenfor placeringsrækken. Søren Møller Nielsen og Canon Ask e. Carson Ask fik tre nedslag i første runde i dag, og så sluttede de med en sikker 0-runde blot med en enkel tidsfejl, det var dog blot nok til en tredjeplads. Lars Kragh Iversen og Elmegårdens Sisi I e. Bøgegårdens Apollo fik otte fejl i lørdagens første afdeling, men parret kom tilbage i dagens konkurrence med en fejlfri første runde og en afsluttende runde med fire fejl. Det rakte til andenpladsen, idet Allan Bilgrav Christensen og Lady Melanie Enggård e. Come Back II løste dagens opgaver blot med tidsfejl og dermed sikrede sig sejren.

Links

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner