Trine Askjær-Jørgensen
Dutch Olympic Horse Foundation (NOP) har optaget Marieke van der Puttens Tørveslettens Titanium som en NOP-hest og dermed sikret hesten for det hollandske landshold forud for OL i Paris næste sommer.
Den 11-årige DV-vallak Tørveslettens Titanium e. Totilas/ Stedinger opdrættet af Stutteri Tørvesletten, Helgstrand Dressage og Paul Schockemöhle er trukket på Grand Prix-hoppen Tørveslettens Stamina.
Marieke og Titanium var kvalificeret til World Cup-finalen i år, men hesten fik kolik og måtte opereres på Iowa State University, hvor de opholdt sig en måned, inden hesten blev fløjet tilbage til Holland.
De var desuden en del af det hollandske hold ved VM i Herning, og nu altså sikret for det hollandske hold til OL i Paris via støtten fra NOP.
NOP støtter ejerne af heste, som har landsholdspotentiale for at forhindre disse heste i at blive solgt. Projektet hed tidligere ”Olympic” og gav dette tilnavn til hestene i projektet. Siden 2013 har det været NOP, som samarbejder med den Hollandske Olympiske Komite om at udpege og støtte særligt udvalgte heste.
På dressursiden er det nu kun Titanium og Hermés (bronzevinder ved VM i Herning under Dinja van Lire), som er en del af projektet frem mod OL.
Matinés Vandrestatuette til Clara ERDH
Navnet Clara ERDH e. Carano/Resident/Lagano opdrættet af Christine Nørgaard Thomsen, Vejen er måske ikke umiddelbart genkendeligt, men når listen over hendes afkom nævnes, så ved man omgående, hvilken hoppestamme, der er tale om. Hoppen er ejet af Pernille Laurberg Rugaard, Smørum, og når man nævner det mest berømte af hendes afkom, er de fleste dressurentusiaster klar over, hvilken hoppe der er tale om: Grand Prix-hesten Tørveslettens Stamina.
Matinés Vandrestatuette blev overrakt til dressuravlshoppen Clara og opdrætter Christine Nørgaard Thomsen og hendes datter Cathrine i forbindelse med KRAFFT Eliteskue i september 2023.
Kilde: Varmblod.dk