Equitour Aalborg byder velkommen

07-05-2018 15:33

Britt Carlsen

Herhjemme og i udlandet har der de seneste uger været konstateret udbrud af herpesvirus. Arrangørerne bag Equitour Aalborg har fulgt udviklingen tæt, og i samråd med fagfolk besluttet at afvikle det internationale stævne i Uggerhalne som planlagt fra den 23. – 27. maj. Dette sker selvfølgelig under forudsætning af, at situationen er stabiliseret, og der ikke sker større, samlede udbrud i Danmark

Copyright Ridehesten.com

– Vi tager situationen meget alvorligt. Vi har rådgivet os med fagpersoner og relevante veterinærer både nationalt og internationalt. Derfor har vi efter grundige overvejelser besluttet at afvikle stævnet som planlagt, fortæller Jens Trabjerg fra Equitour Aalborg. Stævnet afvikles på den imponerende stævneplads Helgstrand Academy med det internationale salgs- og træningscenter samt hingstestation Helgstrand Dressage som nærmeste nabo. I starten af maj valgte Helgstrand Dressage at tage sine forholdsregler og begrænse adgangen til hele området.

– Det er vigtigt at bemærke, at vi hos Helgstrand Dressage og Helgstrand Academy ingen tegn har på herpesvirus. Men vi tør ikke løbe nogen risiko, så derfor valgte vi at begrænse adgangen til hele området, for at kunne beskytte vores heste bedst muligt, og for at sikre at området, som de internationale heste ankommer til, er fri for virus, fortæller Andreas Helgstrand.

Flere forholdsregler
Arrangørerne er gået i gang med at implementere flere forholdsregler, som vil betyde, at stævnet afvikles under samme konditioner og med de kendte risici, som er forbundet med opstaldning af heste fra forskellige miljøer.

– Vi følger anbefalingerne fra nationale og internationale dyrlæger, og det betyder, at samtlige deltagere skal underskrive en tro og love-erklæring, hvor de bekræfter, at deres hest ikke har haft feber de seneste ti dage op til ankomsten til stævnepladsen. Desuden bliver hele stalden samt stævneboksene vasket ned med et særligt desinficerende middel, som vil dræbe evt. virus, slutter Jens Trabjerg.

Info

Det ved vi om herpesvirus
Herpesvirus er en sygdom, som har eksisteret i mange år, både det der kaldes type 1 og type 4. De fleste heste har herpesvirus i kroppen, i særlige tilfælde kan virus genaktiveres og få hesten til at udskille smitte eller blive syg.
Derfor kan herpesvirus ikke udryddes, og man vil altid se enkelte heste blive spontant syge indimellem.

Herpesvirus 1 forårsager feber, luftvejslidelser, lammelser og eventuelt abort hos drægtige hopper. Sygdommen starter oftest som en luftvejsinfektion med feber og hoste. Efter ca. 2 uger kan der tilstøde lammelser.

Herpesvirus 1 smitter primært som dråbeinfektion fra luftvejene ved såvel direkte kontakt fra hest til hest samt indirekte kontakt via tøj, skotøj, trailer, foder og udstyr til heste osv. Der kan også forekomme smitte fra andre legemsvæsker.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner