Endnu en Nations Cup-sejr i dressur

17-07-2022 13:42

Trine Askjær-Jørgensen

De fire senior-dressurryttere skulle igen i dag i ilden i Nations Cup-dressur ved Falsterbo Horseshow i Sverige – holdet fortsatte succesen fra i går og løb med sejren

Denne weekend er fire danske senior-dressurryttere til start i CDIO 4-stjernet Nations Cup ved Falsterbo Horseshow i Sverige, som løber over to dage og dermed skulle afgøres i dag.

De tre meget garvede ryttere og den ene "debutant" på dette niveau red i går holdet solidt i front af konkurrencen med et generelt højt niveau hele vejen igennem.

Konkurrencen fungerer således, at på finaledagen skal to ryttere fra holdet først til start i Grand Prix Special, mens de resterende to rider Grand Prix kür kort efter.

Holdets debutant, Nadja Aaboe Sloth, der selv har uddannet sin vallak Favour Gersdorf e. Foundation/ Leandro (opdr. Inger Marie Andreasen) hele vejen fra unghest til Grand Prix, var første, danske ekvipage på banen i Grand Prix Special. Her blev det til i alt 72,936% og en individuel andenplads i specialen.

Kort efter fulgte Daniel Bachmann Andersen med hans "andenhest" Zippo M.I. e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Steen Bo Larsen), der i går blev bedste danske ekvipage i Nations Cuppen. Sammen med den kun 10-årige vallak red han sig igen ind i toppen; det blev nemlig til en sejr i Grand Prix Specialen med 73,723%.

Resultatet af Grand Prix Specialen, hvor Daniel og Nadja blev nummer et og to.

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og Zippo M.I. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

I kürklassen var Anna Kasprzak og hendes spanske hest Addict de Massa e. San Amour/ Maestro første danske ekvipage i ilden. De to red et rigtig flot kürprogram, der resulterede i intet mindre end 78,950% og en individuel tredjeplads.

Copyright Ridehesten.com
Anna Kasprzak med Addict de Massa. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Nanna Skodborg Merrald må i dag siges at have imponeret alle sammen med avlshingsten Blue Hors St. Schufro e. St. Moritz Junior/ Blue Hors Don Schufro, der endnu ikke har meget rutine på dette niveau. Det var dog absolut ikke at se på dagens score, for med hele 81,080% blev de to den bedste danske ekvipage i dag og også placeret som nummer et i kürklassen. Nanna og den smukke, sorte hingst red den absolut højeste score hjem i Nations Cuppen.

Hvor det i går så meget lovende ud for det danske senior-dressurhold, som lå solidt i front, så lykkedes det dem, næsten som ventet, med deres meget stabile ridning og høje niveau i dag at ride sejren i hus foran det hollandske og svenske hold.

Resultatet af holdkonkurrencen.

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors St. Schufro. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Igen i dag blev Patrik Kittel bedste svensker, idet han med den danske hest Blue Hors Zepter e. Blue Hors Zack/ Wolkentanz II lige præcis klemte sig ind imellem Nanna Merrald og Anna Kasprzak med en kürprocent på 80,865%.

Resultat af Grand Prix küren.

Stævnets start- og resultatlister.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner