Falsterbo skærpede velfærdstjek

16-07-2024 10:04

Det prestigefyldte Falsterbo Horseshow er netop løbet af stablen, og i år havde arrangørerne valgt at være ekstra opmærksomme på de konkurrerende hestes velfærd. Det gik blandt andet ud over en dansk ekvipage, der ikke kom til start

Copyright Ridehesten.com
Falsterbo Horseshow havde i år skærpet reglerne for hestevelfærd. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen.

Falsterbo Horseshow gjorde i år en ekstra indsats for at sikre sig, at hestevelfærden var i top på de konkurrerende heste. Faktisk gik arrangørerne et skridt videre, end reglerne egentligt kræver, for at sikre hestenes velfærd. Blandt andet blev et obligatorisk eftersyn af hestene både før og efter start indført. 

Tidligere år er det kun dressurhestene i de internationale klasser, der er blevet tjekket af en dyrlæge inden start, men i år blev alle de heste og ponyer, der skulle konkurrere i de nationale klasser, såsom unghesteklasserne og ponyklasserne også tjekket. Beslutningen lå til grund for at sikre hestenes velfærd, sagde overdommer Daniel Carlsson til det svenske hestemagasin Ridsport

Copyright Ridehesten.com
Blandt andet blev næsebåndene tjekket. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Vi har gjort det for at sikre hestenes velfærd. Vi ønsker alle at beskytte sporten og hestene, siger Daniel Carlsson. Selvom den nye rutine var meldt ud, var der alligevel flere, der blev overraskede over eftersynet, og det førte desværre også til flere ryttere, der ikke kunne komme til start. Blandt andet danske Carina Cassøe Krüth, hvis hest, hingsten Svalegaard's Hot Driver e. Hesselhøjs Donkey Boy/ Hotline, der blandt andet er én af de ti danske nominerede UVM-heste, ikke blev godkendt til at komme til start. Carina skrev selv på de sociale medier, at hingsten havde et sår i munden, og at han ikke havde det, da de tog til Falsterbo. 

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth og Svalegaard's Hot Driver kom desværre ikke til start. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Til eftersynet af hestene kiggede overdommerne på hestene og udstyret både inden de gik på banen og igen efter de kom ud af banen. Her tjekkede de blandt andet, at næsebåndet ikke sad for stramt, og at der ikke var sår i mundviger eller efter sporer. 

Springhestene blev ligeledes tjekket, både i de nationale såvel som internationale klasser, ligesom de er blevet tidligere år. 

 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner