En weekend i Frederiksborghestens tegn

04-09-2012 07:16
Avl
I weekenden den 18.-19. august afholdt FHF Jylland dressur championat i forbindelse med den årlige hoppekåring samt føl- og plagskuet. Det hele blev afholdt i et fantastisk vejr og i smukke omgivelser på Stald Tougaard ved Viborg

Der blev afholdt to championatsklasser, en LC3 klasse sponsoreret af Blue Berry Hill samt en LA3 klasse sponsoreret af Kokspang Sadelmageri. Derudover var der arrangeret opvarmnings-, gangarts- og ridelighedsklasser, samt sløjfespringning og to L-springklasser. Vinderen af Blue Berry Hill LC3 klassen blev Birgitte Bjørnskov, der red på vallakken Asterix, der er efter Arkebal med Prins som morfar. Asterix er en 4-årig vallak, der er opdrættet hos Ester Schmidt. Birgitte red begge dage et flot og stabilt program, og kunne med samlet 326 point drage hjem med et gavekort på et træningsophold til Blue Berry Hill. På anden og tredje pladsen i Berry Hill LC3 klassen lå henholdsvis Masja Hedevang Pedersen på Hedevangs Aston med 317 point og Bettina Kaastrup på Freja med 314 point. Weekendens helt store vinder var Hanne Marie Nielsen på Stormosens Nikitta, der både vandt gangarts- og ridelighedsklasserne, hvor dyrlæge Tove Due havde sponsoreret en osteopati/akupunktur behandling, samt Kokspang Sadelmageri LA3 klassen. Konkurrencen var hård i begge klasser, men med flotte og stabile ridt sikrede Hanne Marie Nielsen sig sejren i begge klasser. Hesten Stormosens Nikitta er efter Mistral og har Prins som morfar. Nikitta er en 9-årig hoppe, der er opdrættet hos Erhardt Pedersen. Nikitta er helsøster til avlshingsten Stormosens Vivaldi, der også deltog i championatet. Med over 71 % vandt Hanne den første del af championatsklassen, og med samlet 403 point vandt hun hele klassen og dermed en omstopning og en tilpasning af en sadel ved Kokspang Sadelmageri. På anden og tredje pladsen i Kokspang Sadelmageri LA3 klassen lå henholdsvis Pernille Tøttrup på Stormosens Vivaldi med 395 point og Nanna Rytter Krogsgård på Claudius Skibstrup med 389 point. Kilde: Pressemeddelelse.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner