En dag fyldt med smil og stævneglæde

18-10-2025 10:08

Sønderborg Sportsrideklub samlede ryttere i alle aldre til årets rekordstore "Kom godt fra start"-stævne. 318 starter, smil, grin og stævneglæde beviste endnu engang, at fællesskab er nøglen til succes

Copyright Ridehesten.com
Sønderborg Sportsrideklub har endnu en gang afviklet et vellykket "Kom godt fra start"-stævne. Foto: Privat

Sønderborg Sportsrideklub har endnu en gang bevist, at glæde og fællesskab er nøglen til succes. I den forgangne weekend afholdt klubben deres populære Kom godt fra start-stævne - og i år blev det en rekordstor stævnefest med hele 318 starter, hvor den yngste deltager blot var 1,5 år gammel. 

Det traditionsrige stævne, der har som mål at give nye ryttere en tryg og positiv introduktion til stævneverdenen, bød på en dag fyldt med grin, opbakning og masser af stævneglade fra både store og små. 

Vi fik afholdt lige det stævne, vi gerne ville. Der var masser af smil, latter og gode oplevelser - det var en kæmpe fest, fortæller medarrangør Gitte Deutschbein

Hun og resten af Sønderborg Sportsrideklub kan se tilbage på en dag, hvor både kendte og helt nye ryttere fyldte banerne, og hvor stemningen endnu engang viste, hvorfor konceptet har fået så meget ros - både fra ryttere, forældre og Dansk Ride Forbund, som har vist stor begejstring for konceptet, og ønsker det bredt ud til flere af landets rideklubber. 

Copyright Ridehesten.com
Stævnet emmede af smil, god stemning og glade børn. Foto: Privat

De små stævnedrømme vokser
Et af de øjeblikke, som gjorde størst indtryk på arrangørerne, kom et par dage efter stævnet: 

Jeg talte med en rytter, som har været i sporten i mange år. Hans to børn på 2 og 5 år havde ikke rigtig vist interesse for ridning før, men efter stævnet havde drengen på 5 år selv redet rundt på sin pony - i skridt og trav, endda hen over en bom. Jeg ved ikke, hvem der var mest stolt, fortæller Gitte med et smil. 

For arrangørerne er det netop den slags historier, der gør det hele værd. At give børn lov til at opleve, hvor dejlig ridesporten kan være, og lade dem mærke stoltheden ved at lykkes. Efter stævnet har klubben da også modtaget en strøm af positive tilbagemeldinger fra taknemlige forældre og ryttere, hvor de bliver rost i flæng. 

Vi har nu været med for tredje år i træk, og hver eneste gang bliver vi blæst bagover over, hvor gennemført, hyggeligt og hjertevarmt det hele er. Der er plads til alle - store som små - og stemningen er helt unik, lyder en af kommentarerne. 

Derudover bliver klubben rost for deres fantastiske frivillige på dagen, der spredte så meget positiv energi med kommentarer som "god tur", "flot redet" og andre opmuntrende kommentarer. Både forældre og ryttere er taknemlige og positive over den oplevelse, som Sønderborg Sportsrideklub stabler på benene hvert år. 

Sønderborg Sportsrideklub har med stævnet skabt et sted, der rummer både hjerte, rummelighed og mod på mere. Med 318 starter og et hav af smil står én ting klart: konceptet virker - og det vokser. 

Hvis vi kan være med til at give børn en oplevelse af, hvor dejlig vores sport er, så er det alt arbejdet værd, slutter medarrangør Gitte Deutschbein. 

Copyright Ridehesten.com
Stævnet giver deltagerne mod på mere. Foto: Privat
Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen