Maja Golles
Magasinet Ridehesten bringer løbende historier fra den almindelige rytters liv og livet i rideklubberne. I februar-nummeret kan man på JUNIOR-siderne bl.a. læse historien om 15-årige Louise Waldhauer, der har redet, siden hun var 6 år gammel: − Det har altid været den ultimative drøm for mig at få min helt egen hest, så det har jeg i mange år sparet op til. Bl.a. er mine konfirmationspenge kommet i den pulje, og 1. december 2012 køber jeg endelig min helt egen hest, fortæller Louise. − Den 21. december er jeg ude at ride på Kayano, og det er en dejlig dag som alle de foregående. Dagen efter ramler det hele dog, fortæller Louise til Ridehesten. Hendes DV-hest Kildemark’s Kayano e. Rotspon (opdr. Camilla Daugberg), dør af tarmslyng.
Louise kommer helt ned i kulkælderen og kan ikke forestille sig nogensinde at komme til at sidde på ryggen af en hest igen. Hendes veninde, Mathilde Kirk Nielsen, starter dog hurtigt en indsamling til en ny hest, og det tvinger Louise hurtigt op på en hest igen.
Efter at have haft sin nye hest, Pippi Langstrømpe, et par måneder, fortæller Louise, at de to har fundet rigtig godt sammen: – Vi får undervisning af Henning Sloth Jepsen, og det går rigtig godt. Jeg drømmer allerede om, at vi skal ud og lave nogle gode resultater, siger Louise og smiler ved tanken. Louise pointerer dog, at hun stadig savner Kayano og tænker på ham dagligt. – Men skæbnen ville noget andet, nu må jeg få det bedste ud af situationen, fortæller den 15-årige pige, der nu ejer drømmehest nummer to.
Læs om Louises tab af drømmehesten efter blot 3 ugers ejerskab i magasinet Ridehestens februarnummer. Ridehesten har udover at snakke med Louise været i kontakt med hendes forsikringselskab for at stille skarpt på, hvordan man er dækket forsikringsmæssigt, når man mister hesten efter blot få ugers ejerskab.