Dressurføl for den kræsne køber (VIDEO)

08-10-2020 18:43

Kollektionen til DWB World Cup Foal Auction består af 17 nøje udvalgte Dansk Varmblods-føl, som kommer under hammeren på lørdag i næste uge. Vi tager her et par meget lovende dressurføl i nærmere syn

Copyright Ridehesten.com
Auktionsføl Springborgs Ganeiro. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen.

Meget attraktive føl med type, afstamning og funktion i top udgør kollektionen til DWB World Cup Foal Auction, som afvikles på Vilhelmsborg lørdag den 17. oktober 2020 i tidsrummet kl. 15.30-17.00 i det kendte format med hybridauktion, hvor der er publikum i hallen, mens man kan byde på nettet eller på telefonen og følge onlinestreaming via ClipMyHorse. På auktionsdagen vil der være fremvisning af følkollektionen kl. 11.30 på Vilhelmsborg.

Vi tager her et nærmere kig på to af de i alt 11 dressurføl på DWB World Cup Foal Auction.

Springborgs Ganeiro e. Janeiro Platinum/ Diamond Hit/ Heslegård's Rubin er et harmonisk, velrejst og udtryksfuldt hingsteføl af fremragende type og med 'her komme jeg' attitude. Bevægelsen er særdeles god og med stor smidighed og rummelighed i alle tre gangarter. Halvsøster til Springborgs Ganeiro er bronzemedaljehoppen og S-dressurhesten Springborgs Guyana. Fra denne hoppestamme kommer også den kårede hingst Gagarin og Blue Hors Fifty Cent. Springborgs Ganeiro blev skuets bedste føl blandt de dressurbetonede hingsteføl i region 2. Ganeiro er også bror til årets 2-års hoppe og bronzemedaljehoppe Springborgs Guinea.

Vogue AW e. Vitalis/ Blue Hors Romanov/ Blue Hors Cavan er et smart, moderne og ædelt hoppeføl med overlegen bevægelse. Udover at se blændende godt ud, formår dette føl at bevæge sig med så stor selvfølgelighed, kraft og elastik, at man nemt kan forudse en lovende ridekarriere for føllet. Far til Vouge er en legende i sig selv; nemlig hingsten Vitalis. Vitalis ligger helt i top på det tyske dressurindeks og befinder sig dermed imellem den bedste procent af alle tyske hingste. Mormor er elitehoppe og B-hest i springning. 

Copyright Ridehesten.com
Auktionsføl Vogue AW. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner