Dressurens Venner Cup skydes i gang

25-04-2024 09:56

I den første weekend i maj er Favrskov Rideklub ved Hadsten vært for første kvalifikation af dette års Dressurens Venner Cup. Et initiativ, der ønsker at favne bredden

Copyright Ridehesten.com
Første kvalifikation af Dressurens Venner Cup bliver afholdt i næste weekend på Favrskov Rideklub. Her ses Freya Madsen på Bailaora CXLIII fra sidste års Dressurens Venner Cup. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Elvira Vindum Hansen.

Når første kvalifikation af Dressurens Venner Cup skydes i gang på Favrskov Rideklub ved Hadsten i weekenden den 4.-5. maj, er det med et ønske om, at favne bredden, og give ryttere på et lavere niveau mulighed for at ride en landsdækkende turnering. Dressurens Venner Cup er en konkurrence i dressur for hold, hvor det handler om god ridning og fællesskab blandt ryttere og deres heste på ikke elite-niveau.

Turneringens format
Dressurens Venner Cup omfatter seks kvalifikationsrunder og en finale. Kvalifikationsrunderne spredes ud over hele landet, således der er kvalifikationer på Sjælland, Fyn og Jylland, hvor holdene konkurrerer i LA2. Finalen afvikles over to dage, hvor to af holdets ryttere rider LA2, og to rider LA5. Kvalifikationsrunderne afvikles med to dommere, mens finalen bedømmes af tre dommere. 

Copyright Ridehesten.com
Dressurens Venner Cup handler om at favne bredden og fællesskabet på tværs af landet. Her ses en tilfreds Amalie Nyvang på hesten Solbakken's Ducati. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Elvira Vindum Hansen.

Krav for deltagelse
For at deltage i Dressurens Venner Cup, må ekvipagen ikke have startet højere end MB0 og sværhedsgrad 3 til A-, B- eller C-stævner i kvalifikationsperioden. Holdene består af tre eller fire ryttere på deres respektive heste, og kun de tre bedste tæller med i pointene. Derudover skal holdets ryttere alle være medlem af klub under Dansk Ride Forbund. 

Hvad kan der vindes?
De tre bedst placerede hold får uddelt præmier efter antal point opnået på de to finaledage. Det hold med flest point sammenlagt procentmæssigt er vindere og så fremdeles. Der rides blandt andet om pengepræmier, flotte rosetter, plakater, dækkener og æresbånd sponsoreret af INGDAM'S, samt et gavekort på 2000,- til hver rytter på det vindene hold til brug af sadeltilpasning. Den vindende rideklub vinder yderligere et foredrag om 'Hestens og rytterens præstation i forhold til sadlen' med INGDAM'S, så der er noget at ride om for de deltagende ekvipager. 

Copyright Ridehesten.com
Der rides om flotte præmier, rosetter, dækkener og æresbånd sponsoreret af INGDAM'S. På billedet er det Pernille Elten Sigsgaard på De'Luca A.T.S. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Elvira Vindum Hansen.

Skal dit hold være med?
Du kan stadig nå at melde dit hold til Dressurens Venner Cup. Holdene tilmelder kvalifikationerne på rideforbund.dk. Senest ved tilmeldingsfristen for pågældende stævnes til-/framelding, skal holdene meddele navnene på holdets ekvipager. Du kan melde til første kvalifikation på Favrskov Rideklub her. 

Hør mere om Dressurens Venner Cup i Instagram-opslaget herunder, hvor bestyrelsesmedlem i Dressurens Venner, Hans-Christian Matthiesen fortæller om formålet og tankerne bag Dressurens Venner Cup: 

 

Kilde: Dansk Ride Forbund.  

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen