Astrid Ø. Sørensen
Som de fleste nok ved, vil Blue Hors inden længe flytte hingstestationen fra Randbøl til Stutteri Ask på Fyn, hvor springhingstene har hjemme. Det har også betydet, at det kendte varemærke for Blue Hors, nemlig den store statue af avlsmastodonten Blue Hors Don Schufro, skulle finde sig en ny æresplads. Statuen er nu placeret centralt på Stutteri Ask ikke langt fra den store opvisningshal, Casir-hallen, hvor den fremover vil byde de mange gæster, der hvert år besøger det fynske stutteri, velkommen. Bronzeversionen af Don Schufro kan ikke klage over udsigten, for nu er blikket vendt mod havet - Stutteri Ask ligger ud til smukke Dalby Bugt.
En hyldest af de store
Don Schufro e. Donnerhall/ Pik Bube I døde i 2020 og har næsten opnået legendestatus for sine imponerende præstationer både på dressurbanen og indenfor avlen. Han blev OL-bronzevinder med Andreas Helgstrand i sadlen i Hong Kong i 2008 og er far til et utal af kårede sønner og andre succesfulde afkom. Don Schufro har haft en stor betydning for Blue Hors som hingstestation, og det blev for alvor markeret i 2013, da den dengang 20-årige hingst blev portrætteret gennem en bronzestatue. Statuen er lavet af den tyske skulptør Heike Landherr og er en anelse større end Don Schufro selv var det. Den mere end 600 kg tunge statue blev først udført i gips og sidenhen støbt i bronze, og den tog mere end et år at lave.
Nu er det altså nye tider for statuen, der har sagt farvel til Korshøjgaard, og står klar til at byde de nulevende Blue Hors hingste pænt goddag, når de forventligt ankommer til den nyrenoverede dressurhingstestald på Stutteri Ask i september måned.
Se videoen fra Blue Hors Facebookopslag her: