Astrid Østergaard Sørensen
Don Schufro e. Donnerhall/Pik Bube I/Unkenruf er opdrættet af Martin Meier i Tyskland. Han startede sin avlskarriere hos Paul Schockemöhle, og bedækkede her en sæson som 3-års, før han blev købt af Blue Hors. Don Schufro er kåret i de fleste europæiske avlsforbund og blev hurtigt en internationalt eftertragtet avlshingst.
Blue Hors Don Schufro gik på højeste niveau i sporten, og har over 30 sejre og placeringer i Grand Prix til de største stævner med bl.a. en vundet World Cup kvalifikation. I 2008 blev han med Andreas Helgstrand som rytter Danmarksmester og var med til at vinde dansk holdbronze ved OL i Hongkong.
Blue Hors Don Schufro blev årets hingst i Dansk Varmblod i 2003 og elitehingst i 2004. Han har hele 10 gange ligget som nummer 1 i dressurindekset i Tyskland, og på WBFSH's rangliste over dressurhingste med afkom i international Grand Prix har han også i mange år befundet sig i top-10.
Han er far til 30 kårede sønner, heriblandt elitehingstene Diamond Hit og Blue Hors Don Romantic samt til over 20 DV-medaljehopper, hvoraf fire af dem var af guld. Ikke at forglemme er Don Schufro også far til Weihegold, der med Isabell Werth i mange måneder lå på toppen af verdensranglisten i dressur.
Derudover vil mange nok forbinde Blue Hors Don Schufro med Blue Hors St. Schufro, som er en af de mange succesfulde heste, han er morfar til. Der kunne skrives meget mere om den store legende, for han har sat et kolossalt aftryk på både avls- og sportsverdenen. Historien slutter ikke her, for ude i hesteverdenen går mange, mange heste rundt med Don Schufro-blod i årerne.