Dobbelt op på eksteriørkåringer

04-10-2024 20:41
Avl

Weekenden byder på to eksteriørkåringer i Dansk Varmblod, hvor hhv. region 2 og 6 er værter for de to ud af de tre efterårskåringer, og der er mange tilmeldte hopper

Copyright Ridehesten.com
Hvilken kåringsgrad får de mange tilmeldte hopper, når der i weekenden afholdes to eksteriørkåringer i DV? Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Dansk Varmblods eksteriørkåringer giver hoppejerne mulighed for at få deres hopper kåret uden, at disse skal rides. Det kan bl.a. skyldes en skade hos hoppen, eller at den blot endnu ikke er tilredet. Traditionen tro afholdes en række eksteriørkåringer i efteråret efter årets KRAFFT og DV Eliteskue – modsat sommerens sadelkåringer – da der ikke udtages hopper til Eliteskuet fra eksteriørkåringerne. Det betyder dog ikke, at kataloget af hopper ikke byder på høj kvalitet.

I denne oktoberweekend åbner Riders Cup i DV region 2 (lørdag) samt Katrinelund i DV region 6 (søndag) dørene op for eksteriørkåring i både dressur og springning, mens årets allersidste hoppekåring først finder sted den 9. november i region 3. 

Mangeårig vært på Mors
Hingstestationen Katrinelund har været værter for en af de sene kåringer i Dansk Varmblod mere end 20 gange, og arrangementet plejer ofte at være et stort tilløbstykke for de jyske avlere. I år er næsten 50 hopper tilmeldt, og hele 18 af disse er – noget usædvanligt – springbetonede, mens 30 er dressurbetonede.

Nyheden fortsætter efter annoncen

 Der er god tilslutning i år med en fremgang på deltagerantallet siden sidste år, fortæller Tina Aakerblad fra kontoret på Katrinelund, der fortsætter og siger:

Det skrider godt frem med forberedelserne, så alt kommer til at skinne på søndag. Vi har åbent i kiosken/rytterstuen, hvor der plejer at være mange gode avlersnakke, så vi håber på hyggelig stemning, mange fremmødte og at solen viser sig, lyder det fra Tina.

Der er gratis adgang for interesserede på både Riders Cup og Katrinelund, og man kan få et overblik i startlisterne og katalogerne, som er klar og kan findes her: Region 2 og Region 6.

Copyright Ridehesten.com
Den imponerende hal på Riders Cup danner rammen om eksteriørkåringen i region 2. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen
Fakta
Hvad skal hoppen igennem ved en eksteriørkåring?

Generelt for eksteriørkåring samt eksteriørkåring i dressur
Hoppen måles, der tages signalement og hestepas afleveres.
Hoppen mønstres på fast bund i skridt og trav.
Hoppen vises løs i ridehuset, hvor gangarterne bedømmes.
Hoppen fanges og opstilles foran dommerne, som giver karakteristik og oplyser kåringsgrad.

Den lineære bedømmelse sendes på mail til ejer og kan også ses i hestedatabasen.

Såfremt du har en dyrlægeerklæring på, at din hoppe er skadet, skal den afleveres til dommerne i forbindelse med fast bund.

Hopperne skal være fit to compete, dvs. at de skal være fysisk og mentalt i stand til at deltage i den pågældende begivenhed uden at risikere skade på sig selv eller på andre heste, mønstrer, rytter, banepersonale osv. Dette inkluderer hensyn til faktorer som sundhed, hestens mentale tilstand samt hvorvidt hesten er hensigtsmæssigt forberedt til opgaven. Heste, der vurderes ikke at være i korrekt sundhedsmæssig stand, eller mentalt ude af stand til at håndtere opgaven, vil blive stoppet af hensyn til hestens velfærd og ikke bedømt.

Særligt for eksteriørkåring med løsspringning
Et alternativ til hopper af springbetonet afstamning. Denne kåring berettiger ikke til et R, men er tiltænkt f.eks. ældre hopper af springafstamning, der ved en normal eksteriørkåring måske ikke kan brilliere med en fremragende skridt, trav og et godt udseende, men som har sine klare forcer i springning.

Kilde: Dansk Varmblod

Copyright Ridehesten.com
Dommernes skarpe blikke skal bedømme de mange hopper. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen
Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen