Anna Pørtner
Berider Karsten Petersen kan i dag fejre sin runde fødselsdag, da han fylder 70 år. Karsten er et velkendt ansigt i dansk ridesport, og er kendt for sit gode humør og tørre lune, uanset om man har stødt på ham på Blue Hors hingstestation, ved stævner eller til kåringsarrangementer, og i dag kan han altså nyde sin runde fødselsdag.
Karsten Petersen har indtil 2018 været ansat ved Blue Hors i knap 25 år, hvorefter han valgte at gå på velfortjent pension. Sidste år takkede han, efter lidt betænkningstid og et kærligt skub fra sin hustru, Britta, ja til at blive en del af Dansk Varmblods avlsledelse for dressur. Her bød Karsten ikke bare ind med sit gode humør, men også en masse erfaring fra sine tidligere opgaver som træningsleder for hingste til materialprøve og ansvarlig for afviklingen af løsspringning ved hoppe- og hingstekåringer. Karsten Petersen sad i avlsledelsen for dressur indtil i sommers, hvor han desværre blev sygemeldt. Derfor trådte Bjarne Nielsen til for at hjælpe ved bedømmelsen af hingstene til materialprøve samt at fungere som gennemgående dommer ved Egnethedstesterne.
I 2018 blev Karsten Petersen tildelt den traditionsrige Hestens Værns Mønstringsmedalje ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning. Med sin store ydmyghed mente Karsten, at det måtte være en fejl, for han havde ikke mønstret heste siden 2009, da han fik en fibersprængning i læggen, men med stor ros og anerkendelse fra avlsledelsen i DV, blev han altså tildelt den flotte medalje med begrundelsen, at han i mange år har fremvist sine hingste optimalt og ført et utal af hingste til kåring. Karsten blev desuden udpeget som et forbillede for unge hestefolk, hvilket også er noget af det, Karsten brænder for. Han ønsker nemlig at engagere flere af de unge folk, der er medlem af Ung i DV til at tage del i blandt andet dommeropgaverne til kåringerne.
Ridehesten ønsker Karsten Petersen stort tillykke med den runde dag.
Du kan læse meget mere om Karsten Petersen og hans mange imponerende bedrifter i Ridehestens august-magasin fra 2023.