Marie Helene Rigård Rohleder
Hingstekåringen i Herning nærmer sig sin afslutning, men inden da skal der hyldes både heste og mennesker. En helt særlig hyldest gik til en gammel kending: Karsten Petersen fra Blue Hors. Han blev tildelt Hestens Værns Mønstringsmedalje i Boxen til velfortjente klapsalver og rosende kommentarer fra avlsledelsen. Medaljen blev overrakt af H.K.H. Prinsesse Benedikte og formanden for Hestens Værn, Julie Fjeldborg.
– Jeg er rigtig glad. Det er et meget specielt øjeblik, men jeg passer jo bare mit arbejde, fortæller en smilende Karsten Petersen til Ridehesten.com, inden han løber ned i stalden tilbage til jobbet.
Karsten Petersen har arbejdet for Blue Hors i 23 år! Han er uddannet berider hos Nis Valdemar, og i løbet af årene har Karsten løbet mange kilometer med de skønne heste fra Blue Hors.
Hesten Værns Mønstringsmedalje uddeles til en mønstrer, som formår at vise en velopdragen hest i en let præsentation, så publikum får mulighed for at se hesten fra dens bedste side.
Avlsledelsen præsenterede Karsten Petersen som et forbillede for unge hestefolk med hans store erfaring, hvor han har ført et utal af hingste til kåring.
Hæder for godt horsemannship
Hestens Værn er en dyrevelfærdsorganisation for heste. Foreningen sponsorerer forskellige medaljer og ærespræmier heriblandt Mønstringsmedaljen. Det er avlsforbundet, som udvælger den mønstrer, der skal hædres.
– Vi giver medaljerne for godt horsemanship. God hestevelfærd er det vigtigste for os, og Karsten Petersen har virkelig fortjent hæderen, siger Julie Fjeldborg, formand for Hestens Værn.