Rafael og Temptation er nu elitehingste

10-10-2015 15:05
Avl

De to avlshingste Skovens Rafael og Tailormade Temptation, der begge er tilknyttet hingstestationen Katrinelund, er blevet udnævnt til elitehingste i Dansk Varmblod

Copyright Ridehesten.com
Skovens Rafael og Lotte Skjærbæk.

Skovens Rafael DVE 930 er en 11-årig DV-registreret hingst opdrættet af Kirsten B. Hansen og Jens Lund Pedersen. Han er efter Blue Hors Romanon med Blue Hors Don Schufro som morfar. Som 3-års var Rafael præmiehingst i Dansk Varmblod. Han vandt det DRF's 4-års dressurchampionat og deltog som både 5- og 6-års ved UVM i Verden med placering i finalen. Sidenhen er han placeret i international lilletur.

Hans afkom har udmærket sig på ridebanerne i højere grad end på kåringspladserne. Skovens Rafael far til den kårede hingst Adrenalin Firfod DVH 1159 og desuden til to bronzemedaljehopper. I alt er 36 af hans døtre kårede i Dansk Varmblod og de 22 er kåret i DH (61%).

Rafael har tre afkom, som har deltaget i Unghestechampionatet og frem afkom kvalificeret til finalen ved DRF-championaterne. Et afkom har repræsenteret Danmark ved UVM i Verden, og to afkom er B-heste i dressur. Ser man udover landegrænserne kan man konstatere, at hingsten også har slået stærk igennem i bl.a. Sverige, hvor han er far til flere UVM-deltagere og -finalister.

Hans samlede dressurindeks for 2014 er på 143: Unghesteindeks 132 (40 afkom), Championatsindeks 149 (41 afkom), Konkurrenceindeks 155 (18 afkom).

Copyright Ridehesten.com
Tailormade Temptation og Silje Bakken.

Tailormade Temptation DVE 967 er en 10-årig hollandsk hingst registreret i KWPN efter Tuschinski med Haarlem som morfar. Han blev kåret som præmiehingst i Dansk Varmblod i 2008 og fik sin første følårgang i 2009, hvor han også vandt Dansk Ride Forbunds championat for 4-årige dressurheste.

I avlen har Temptation sat sine spor som far til en række højtpræmierede føl og højtkårede hopper. Af hans 81 kårede døtre er de 65 kåret i DH (80%). Han er far til følgende fire guldmedaljehopper: Årets Hoppe 2012 Tirana, Årets Hoppe 2013 Stigma, Årets Hoppe 2015 Vestervangs Delicious samt Højgaardens Miss Unique.

Desuden er han far til fire sølvmedaljehopper og syv bronzemedaljehopper samt følgende tre avlsgodkendte hingste: Sandbæk’s Lacapo DVH 1112, Ellely’s Tornado DVH 1181 og Salut Halsnæs DVH 1206. Seks afkom har deltaget i Unghestechampionatet og to afkom har været reserve til UVM Verden 2015. I alt har fem afkom været kvalificeret til finalen ved DRF championaterne og to afkom er blevet B-heste i dressur.

Tailormade Temptations har samlede dressurindeks i 2014 er 130: Unghesteindeks 133 (58 afkom), Championatsindeks 125 (28 afkom), Konkurrenceindeks 128 (14 afkom).

Kilde: Katrinelund.

Læs alt om Dansk Varmblods elitehingste HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner