Anna Pørtner
Siden 2002 har den svenske avlsorganisation SWB udpeget "årets hingst" sammen med to "utmanarhingste", én i springning og én i dressur. Siden 2013 har Cardento vundet titlen som årets hingst hvert år, men i 2022 kom udfordreren til Cardento, den danskavlede holstenerhingst Diarado e. Diamant de Semilly/ Corrado I. Siden 2022 har han vundet titlen som årets hingst, og i år gør han det igen.
For at blive tildelt titlen som årets hingst i SWB skal hingsten opfylde nogle kriterier. Blandt andet skal det være en hingst, der gennem sine afkoms internationale succes har bevist sin evne til at videregive præstationsegenskaber, og så skal det være en hingst, der er aktiv i svensk avl. Derudover kan titlen gives til en hingst, der ikke længere er i live, men som anerkendes som årets hingst, hvis hingsten har haft betydelig indflydelse på avlen og sportens udvikling, og så kan hingsten altså modtage udmærkelsen mere end én gang, som Diarado, der nu bliver årets hingst for tredje år.
Diarado er avlet af danske Klaus Thingholm Kristensen og er registreret i holstenerforbundet, hvor han blev fløjhingst ved hingstekåringen for 18 år siden. I dag er den ædle hingst ikke blot eftertragtet som faderhingst i international springhesteavl, hvor han ligger som nummer 15 over mest brugte hingste, men også i international militaryhesteavl. Her indtager hingsten nemlig den absolutte førerposition over de hingste, hvis afkom har mest succes i militarysporten.
Diarado tildeles udmærkelsen som årets hingst i SWB for tredje år i træk grundet hans store indflydelse på avlen og sportens udvikling. Han har 290 grundregistrerede SWB-afkom, hvoraf 89 af dem er blevet fremvist ved unghestetest, 18 ved ridehestetest og 168 af dem er aktive på stævnebanerne. Diarado blev i 2019 tildelt elite-prædikat, og har hele 24 afkom, der har konkurreret i springning på S-niveau. Heraf blandt andet Diarado's Rose, Tornado og After Eight, der alle tre har konkurreret helt op til 160 cm.
Foruden at have præget sporten med sine fantastiske afkom, har han ligeledes seks godkendte sønner i SWB. Daguar CC, Diero Lux N og Mr Vain GJ er bare tre af dem, og de har alle konkurreret i 150 cm springning, og er desuden blevet tildelt værdibogstavet A for deres avlspræstationer.
SWB er en landsdækkende, svensk avlsorganisation med formålet at støtte og udvikle avl, opdræt, uddannelse og markedsføring af svenske varmblodsheste.
Svenske varmblodsheste er internationalt konkurrencedygtige i springning, dressur og military, og produceres af SWB-opdrættere, der bygger på en lang tradition for naturlig og bæredygtig avl af moderne ride- og sportsheste.