Mille Albinus Hjermitslev
25 ryttere og heste kvalificerede sig under Christmas Show Warm Up i december til at ride finalen i KRAFFT Tour of Amateurs under Hingstekåring i Herning 2024. Onsdag og torsdag har rytterne redet 115 cm., og lørdag afgøres finalen i 120 cm.
Vinderen af onsdagens klasse blev Nanna Louise Tarp Jensen og Gaisha Taj Mahal e. Q-Miles N/ Cascavelle (opdr. Marianne Wolff), der red to fejlfrie runder. Andenpladsen gik til Chalotte H. Linding, mens tredjepladsen gik til Julie Rask.
Gårsdagens vinder, Nanna Louise Tarp Jensen, var første rytter på banen i torsdagens klasse og lagde pres på de resterende rytter ved at ride en hurtig og fejlfri runde. Det blev dog ikke til en dobbeltsejr. Gårsdagens andenplads Chalotte H. Linding og Corinna e. Copyright/ Cambridge (opdr. Sarah Møller Pedersen) leverede nemlig den hurtigste tid og kunne tage sejren.
Hør Chalotte fortælle om, hvordan hun gjorde det lige lidt hurtigere i dag, og om hendes planen frem mod finalen i videoen nedenfor. Der er blandt andet masser af gulerødder og en lang skridtur på programmet.
Andenpladsen gik til Julie Rask og Heart Thief NBB e. Mønsteds Hardcore/ Come Back II, der også blev nummer tre onsdag. Om vinderen lørdag skal findes blandt disse ekvipager eller en helt anden, det må tiden vise.
Lørdag klokken 14:00 skal finalen i KRAFFT Tour of Amateurs afgøres. Rytterne skal ride en tidsspringning i 120 cm., hvor vinderen bliver kvalificeret til at ride under Falsterbo Horseshow i juli.