Anna Pørtner
Der er ingen tvivl om, at for de danske dressurentusiaster trækker World Cup-stævnet i Herning lige nu rigtig meget. Det er da også med god grund, da programmet er spækket med både springning og dressur i verdensklasse fra morgen til aften, og tidligere på dagen gav Cathrine Laudrup-Dufour os igen en grund til at være stolte af vores nationalitet. Der er dog også andre, der for alvor har trådt frem i søgelyset i denne weekend - og i går blev Dannebrog altså hejst i både Norge og Holland.
Flot sejr til juniorrytter i Holland
Blot seks ryttere er i denne weekend taget til Leeuwarden i Holland, hvor der går internationalt stævne for både seniorer, ung-, junior- og ponyrytterne. Danskerne har endnu en gang vist de rød-hvide farver værdigt frem på den internationale scene, men i går var der lidt ekstra at glæde sig over, da en af juniorrytterne red en sejr hjem i CDIJ-klassen.
Det var nemlig Rikke Maria Schoubye Johansen, der havde sin 12-årige DV-hest Baunehøjens Carpaccio e. Charmeur/ White Talisman (opdr. Pia Gobert) med sig til Holland. Parret startede sæsonen virkelig flot med at vinde danmarksmesterskaberne for juniorer, og den flotte stime har de altså holdt. I går gik det hele op i en højere enhed, og med 71,313% red de sig til en sejr foran sine hollandske konkurrenter.
Nogle af højdepunkterne fra programmet var blandt andet den fri trav, paraderne og changementerne, men overordnet set lå ekvipagen rigtig stabilt hele vejen igennem, hvilket altså også sikrede dem den samlede sejr ud af i alt ti ekvipager.
– Det er et mega fedt stævne, og det er en stor oplevelse for mig. Cappi var mega god og han tog hallen og omgivelserne virkelig fint. Stævnet foregår ligesom Herning i messehaller, så det er en stor atmosfære for hestene, fortæller Rikke efter gårsdagens sejr.
I samme klasse havde Rikke også sin anden hest med - den 11-årige Lennon 42 e. Londontime/ Dancier, som hun også red et flot program på. Her sneg der sig desværre lidt dyre point ind i volten og versaden i travprogrammet, hvilket trak lidt ned på et ellers flot program. Ekvipagen endte på 66,162% og en samlet placering som nummer seks.
Ligeledes var Laura Qvist og den 8-årige DV-vallak Hafsjolds Ranger e. Revolution/ Hohenstein 4 (opdr. Stald Hafsjold ApS) også til start. Parret lagde virkelig flot ud med et travprogram til over 70%, og hvor den frie skridt også blev honoreret virkelig flot. Desværre sneg der sig nogle meget dyre fejl ind i nogle af changementerne, som trak enormt ned for ekvipagen, der endte på 65,303% og en samlet niendeplads.
Stævnets start- og resultatlister.
Dobbeltsejr i Norge
Senere på dagen i går lykkedes det endnu en gang for en af de danske dressurryttere at få Danneborgs til tops. Ved det femstjernede Agria Oslo Horse Show, hvor årets World Cup-sæson bliver skudt i gang i springning for den vesteuropæiske liga, gik der i går en national Grand Prix, hvor to danske ekvipager havde fundet sin vej til.
Det må man sige var en god beslutning, for de endte med at besætte to ud af tre placeringer - og endda den ene som klassens bedste rytter. Det var Joachim Thomsen, der endte med at vinde klassen i sadlen på den 13-årige DV-hest Vichy Pax e. Vivaldi/ White Magic Mlk, som efter et flot program blev belønnet med 68,767%, hvilket gav dem sejren.
På andenpladsen var det dog en hjemmebanerytter, der sneg sig ind, men igen på tredjepladsen var der en dansk ekvipage. Her var det nemlig Camilla Lunderskov og den 12-årige DV-hest Donnerhall's Son II e. Sir Donnerhall II/ Uno Don Diego, som red et virkelig flot program til 67,433% og en virkelig flot tredjeplads.
I dag, lørdag, var det så tid til, at både Camilla og Joachim skulle ride Grand Prix Freestyle under Agria Oslo Horse Show. Endnu en gang var der ingen tvivl hos de tre dommere - sejren skulle gå til Danmark. Joachim Thomasen og Vichy Pax red endnu et overlegent program, der blev belønnet med 74,308% og endnu en sikker dansk sejr.
For Camilla Lunderskov og Sir Donnerhall's Son II var det desværre en lidt sværere dag i dag, hvor de ikke helt fik vist alt, hvad de kunne. Deres kür blev belønnet med 66,558% og altså en femteplads ud af i alt seks ekvipager i dag.