Cecilia Lindahl
De første par dage er veloverstået ved C- og B-stævnet i Hjallerup Rideklub og i aften vil der traditionen tro være rytterfest, inden sidste dag afvikles i morgen. Når sidste ekvipage rider af banen i morgen, vil intet mindre end godt 900 ekvipager have været til start.
Hos ungrytterne i Brogaarden Youngrider Cup(2.afd)var det også i dag Julie Nørgaard og Sandbæk´s Camry e. Carano/Landau (opdr. Eigil Kirkegaard Nielsen), der lagde sig helt i front. Ekvipagen indtog sejrsskamlen og blev honoreret med 69,825%, mens andenpladsen gik til Katrine Bruun Laursen på Misheling e. Michellino/Weltstar (opdr. Gunnar Johansen), der opnåede 67,193%. Michaela Tækker og Landlyst Landia e. Hennessy/Solos Landwind (opdr. Karina Prinds) indtog tredjepladsen med 66, 842%.
I 2. afd. af Brogaarden Junior Cup dystede 15 unge ekvipager, men det blev Mille Hammerfelt med Zaphira e. Blue Hors Zack/Spllitau (opdr. Jytte og Hans Knudsen), der opnåede klassens højeste procent på 68,333%. Katrine Minck og Darnell e. De Noir/Comeback II (opdr. Ove Kongsgaard) indtog andenpladsen med 67,613%, mens tredjepladsen gik til Malene Aborg og Quantico Nexen e. Quaterback/Argentinus (opdr. Stutteri Nexen) med 67,297%
Hos Kat. III ponyerne blev der lørdag dystet i Brogaarden Pony Cup, hvor det blev Josephine Gert Nielsen på hingsten Schiwago e. Schwalmprinz/Rock Grey Snob, der opnåede den flotte score af 72,031%, og indtog dermed en overlegen sejr foran andenpladsen, der gik til Charlotte Iwang Søndergård og Klintholms Sir Clark e. Bjerregårds Witek/Downland Goldleaf (opdr. Stutteri Klintholm) med 68,984%. Søs Normann Svendsen og Spinelly indtog tredjepladsen med 67,734%.
Se alle resultaterne HER
Ridehesten havde en fotograf til stede lørdag og billederne vil kunne ses fra starten af næste uge.