Dansker i FEI's nye arbejdsgruppe

01-02-2025 10:12

Det internationale rideforbund, FEI, har udvalgt syv profiler indenfor international dressur til en ny arbejdsgruppe. Her er missionen at udvikle en handlingsplan for fremtiden i international dressur

Copyright Ridehesten.com
FEI har udvalgt en arbejdsgruppe, der skal arbejde for dressuren på alle niveauer. Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard

Det internationale rideforbund, FEI, har udvalgt en arbejdsgruppe, der har til opgave at udvikle en omfattende strategisk handlingsplan for dressur, rettet mod at etablere en klar vision, omlægge mål og skabe handling for at forbedre dressur på alle niveauer. 

I en pressemeddelelse udsendt af FEI siger FEI's direktør for dressur, Ronan Murphy, at arbejdsgruppens opgave er at omsætte de ideelle principper om dressur til hverdagspraksis og prioritere hestens velbefindende, mens der arbejdes fremad med forslag og formatændringer: 

Dressur bør bygges på afbalanceret, etisk træning, der resulterer i bevægelsesfrihed, lethed i overgange og harmoni mellem hest og rytter, uden plads til spændinger eller modstand. Vores fokus er nu at indlejre disse principper i FEI's regelbog og sikre, at de anvendes konsekvent i træning og konkurrence, og altid sætter hestens velfærd først. 

Copyright Ridehesten.com
Når man snakker dressur er Kyra Kyrklund ikke til at komme udenom. Hun er også en del af arbejdsgruppen. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

Arbejdsgruppen består af førende personligheder indenfor dressur og samler et væld af ekspertise for at løse udfordringer og muligheder, som dressur står overfor i dag. Arbejdsgruppen bliver ledet af amerikanske George Williams, der er tidligere præsident for United States Dressage Federation og træner for ungdomsholdet i dressur. Derudover vil seks andre personer være en del af gruppen, hvoraf én af dem er dansk: 

  • Lise Berg (DEN) - dyrlæge og ph.d. i veterinærmedicin, lektor ved Institut for Veterinærvidenskab på Københavns Universitet
  • Monica Theodorescu (GER) - guldvinder ved både OL og verdensmesterskaberne og den første kvinde, der blev landstræner for det tyske dressurhold
  • Raphael Saleh (FRA) - chefdommer ved OL i Paris og firestjernet dressurdommer 
  • Gareth Hughes (GBR) - veletableret britisk dressurrytter med certifikater fra internationale mesterskaber. Var på det britiske sølvhold ved VM i 2022 og på EM-holdet, der vandt guld i 2023. 
  • Kyra Kyrklund (FIN) - har redet seks OL, vundet World Cup, tidligere præsident og nu vicepræsident for International Dressage Riders Club. Træner for både det svenske, finske og portugisiske dressurlandshold. 
  • Klaus Roeser (GER) - formand for det tyske rideforbunds dressurudvalg, rytterrepræsentant i bestyrelsen for European Equestrian Federation og generalsekretær for International Dressage Riders Club
Copyright Ridehesten.com
Danske Lise Berg er en del af arbejdsgruppen. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Arbejdsgruppens første opgave er allerede fastlagt og bliver at foretage en omfattende gennemgang af dressurens nuværende tilstand. Derudover vil arbejdsgruppen evaluere feedback fra interessenter givet på forhånd under interessentmødet den 1. oktober 2024, og vil ud fra dette kategorisere forslag i veldefinerede fokusområder for målrettet indsats. 

Det centrale i deres indsats vil være at prioritere hesteetik og velvære, hvor handlingsplanen for hesteetik og velvære vil fungere som en vejledende ramme for fremtidige nøgleinitiativer. Gruppen vil arbejde for at forbedre sportens integritet, og derfor vil gruppen foreslå fremtidige regelrevisioner, der delvist vil blive implementeret i 2025 og fuldt implementeret i 2026. 

Kilde: FEI. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner