Annika Knudsen Lorentsen
Både dressur- og springryttere er i denne weekend til start ved Norwegian Horse Festival, og i går var en særdeles succesfuld dag for de danske ryttere.
I dressur blev det til en dansk sejr i den 3-stjernede Grand Prix, hvor Charlotte Heering med Bufranco e. Negro/ Zevenster red til 71,978 procent. Andenpladsen blev ligeledes dansk, idet at Joachim Thomsen med Aaroe's Gandhi e. Blue Hors Don Romantic/ Resident (opdr. Lone og Knud Boisen) leverede det næstbedste resultat.
Tre danske springryttere placeret i Grand Prix
I den 150 cm høje Grand Prix lykkedes det tre af de danske springryttere at ride sig til placering i går. Bedst var Lars Bak Andersen med Ethene e. San Patrignano Cassini/ Cayado 3, som red fejlfrit i hovedrunden og havde et enkelt nedslag i omspringningen. Hans præstation rakte til en flot tredjeplads kun overgået af brasilianske Marlon Modolo Zanotelli og svenske Karin Martinsen.
Caroline Rehoff Pedersen med Chaccieny e. Chacco-Blue/ Caretano Z blev næstbedste dansker. Hun red med tre tidsfejl og tog syvendepladsen i klassen. Rikke Andersen med Chaccossini e. Chacco-Blue/ Cassini II red med et nedslag og tog lige akkurat placering i klassen, hvor hun endte som den 12. bedste.