Dansk ponyhoppe opnår elitestatus

25-11-2024 21:25

New Forest-hoppen Blåbjerghegnets Tyl har opnået elitestatus ved Avlsforeningen for New Forest Ponyer i Danmark efter tre succesfulde afkom. Med sine gode gener og fantastiske temperament, er hun en helt særlig hoppe, fortæller de stolte ejere

Copyright Ridehesten.com
Blåbjerghegnets Tyl har netop opnået elitestatus ved Avlsforeningen for New Forest Ponyer i Danmark. Foto: Privat

Igen i år har Avlsforeningen for New Forest Ponyer i Danmark haft den store fornøjelse at kunne udnævne en elitehoppe, nemlig Blåbjerghegnets Tyl, i daglig tale Tyl. Tyl er efter Hamlet's Merick og Kantje's Ronaldo, som begge er yderst succesfulde ponyer. Blandt andet har Hamlet's Merick gået på landsholdet i springning for hele tre nationer, mens Kantje's Ronaldo har avlet utallige af ponyer med deltagelse ved EM i både spring og dressur. På morsiden ses desuden medaljehopper i tre generationer, så Tyl var altså en pony, som avlerne havde store forventninger til. 

Tyl er avlet af Blåbjerghegnets New Forest ved Lene Skov, men allerede som 5-års blev hoppen desværre skadet i sådan en grad, at hun aldrig blev ridepony igen. Derfor ville Lene Skov sælge hoppen som avlspony, og heldigvis endte det ud i en solskinshistorie. 

Med et klik var den rette pony der
Brit Andersen og Werner Månsson har Stutteri Heart i Herfølge, og havde i hele tre år været på udkig efter den helt rigtige hoppe til deres avlshingst. Hver gang de havde fundet en hoppe, synes de alligevel ikke helt, at det var en rette. Werner havde faktisk helt opgivet at se på avlshopper, da Brit en dag klikkede rundt på internettet, og så en helt fantastisk pony, Blåbjerghegnets Tyl. 

Imidlertid var Werner på fisketur, men så straks Brit ringede og fortalte, at hun havde set Tyl til salg, skyndte Werner sig at pakke fiskegrejet sammen og køre forbi Tyl for at hilse på hoppen. Der var ingen tvivl, Tyl var den helt perfekte hoppe til deres avlshingst. Weekenden efter hentede Brit og Werner den skønne hoppe og tog Tyl med hjem til Stutteri Heart. 

En succesfuld avlshoppe
Til trods for, at Tyls ridekarriere aldrig rigtigt startede, er hun kåret med sølvmedalje og har tre fantastiske gangarter, der blev belønnet med hele tre 9-taller. Til Tyls tre-års kåring blev hun tildelt ærespræmie af den hollandske dommer for sine fine gangarter og sit fantastiske temperament. 

Copyright Ridehesten.com
Blåbjerghegnets Tyl fra 3-års kåring, hvor hun fik flotte point. Foto: Privat

Efter Tyl kom til Stutteri Heart, har hun haft stor del i stutteriets succes. Hele tre fantastiske afkom har de nemlig fået med Tyl og deres avlshingst, Soldals Brilliant. Tyls første afkom, Heart of Fire, blev som 3-årig kåret som Årets Hingst og fik tildelt guldmedalje. Heart of Fire gik en fantastisk rideprøve med både 9,5 i kapacitet og ridelighed. Derudover er han placeret til DM, gik NM, vinder af DSP 5-års championatet i dressur for kat. 2, vinder af dressurchampionatet i New Forest som 6- og 7-års, har været placeret til ECCO Cup og mange flere flotte resultater. 

Copyright Ridehesten.com
Heart of Fire og Melina Andersen efter han i 2018 vandt titlen som årets hingst. Foto: Privat

Tyls datter, Hearts First Lady, er kåret som fløjhoppe i Pferdestammbuch, er vinder af DSP 4-års championatet i spring for kat. 2, vinder af dressurchampionatet i New Forest som 6- og 7-års, og for få måneder siden flyttede Hearts First Lady så ind hos den talentfulde ponyrytter, Sara Korsholm på bare 11 år, der nu skal forsætte sin rejse sammen med den talentfulde hoppe. Allerede nu har parret opnået titlen som klubmester for Revsø og Omegns Rideklub med 78%. Nu skal hoppen brillere på dressurbanerne med Sara, inden hun skal overtage rollen som avlshoppe på stutteriet. 

Copyright Ridehesten.com
Hearts First Lady og Melina Andersen til hendes kåring i Pferdestammbuch hvor hun stod fløj. Foto: Privat

Det tredje af Tyls afkom er den 4-årige Hearts Jackpot, og er som sine søskende en yderst talentfuld pony. Han vandt nemlig også championatet i New Forest i dressur, men viser også stort talent på en springbane. Foruden de tre afkom, er Tyl endnu en gang drægtig med Soldals Brilliant. 

Tyl er noget helt særligt. Jeg husker tydeligt dagen efter hingstekåringen med Fire. Jeg kom over i stalden, og bare det at kunne kysse Tyl på mulen og ønske hende tillykke med hendes første avlshingst, det var bare noget helt særligt. Hver gang jeg ser på Tyls afkom, ser jeg rigtig meget af Tyl i ponyerne. Hun er alt det vi drømte om som avler, og meget mere. Jeg er så glad for, at vi ventede på den helt rigtige hoppe til Soldals Brilliant. De to ponyer er bare et fantastisk match, fortæller Brit om Tyl, den helt særlige New Forest-hoppe. 

Copyright Ridehesten.com
Hearts Jackpot og Melina Andersen vinder af 4-års championatet. Foto: Privat

 

 

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen