Plads til alle i Hjørring

02-05-2013 18:53

I weekenden den 4. – 5. maj afvikler Hjørring Rideklub første kvalifikation i Dressurens Venner – Cup: en danmarksturnering i dressur for klubhold sponsoreret af Dressurens Venner i samarbejde med Ingdams

Copyright Ridehesten.com
Chanette Sørensen og Salisbury Vejleby.

For Hjørring Rideklub den nordjyske klub er det dog ikke noget nyt at være vært for en kvalifikationsrunde i turneringen (tidligere DRF Dressur Cup). Det har klubben været de sidste 5 år, og det er efterhånden blevet en fast tradition i distrikt 14, at kvalifikationen ligger den første weekend i maj i netop Hjørring Rideklub.

Plads til alle
Sportsrideklubben for Hjørring og omegn (HJR) blev stiftet den 30. november 1936, og i dag er klubben en af Vendsyssels største rideklubber. Hjørring Rideklub har mellem 280 og 300 medlemmer, og medlemstallet er opadgående. Det er lige store andele af både børn, voksne, springryttere, dressurryttere og elevryttere, der dagligt bruger klubben.

”Vi er en stor klub, og det er meget vigtigt for os, at der er plads til alle”, understreger Mette Kjeldgaard, næstformand i klubbens bestyrelse.

”Plads til alle – og det at vi skal være gode til at tage imod alle nye medlemmer: det er helt klart vores hjertesag. Vi har en stor elevskole, og det er vigtigt for os, at eleverne har det godt, og selvfølgelig også at rideskolehestene har det godt, for vi satser meget på vores elevskole som grundlag for sporten. Når det er sagt, så gør vi også rigtig meget for de rutinerede ryttere. Det er naturligvis af stor betydning, at de får mulighed for at udvikle og dygtiggøre sig”.

Tradition for klubholdsturneringen
Klubben gør meget for at servicere dens medlemmer og oplandet. Udover elevskolen er der trænere i både spring og dressur til hesteejerne, ligesom der både afholdes klub- og distriktsstævner.

”Vendsyssel er et hesteland. Der er stor konkurrence om opstaldningen i området, og der skyder hele tiden nye rideklubber op. De kan være svære at konkurrere med på prisen, så vi skal være på mærkerne og arbejde for at være med fremme. Derfor er det også vigtigt for os, at vi bl.a. afholder mange stævner – gerne store stævner”, fortæller Mette Kjeldgaard.

Og netop derfor er kvalifikationsrunden til klubholdsturneringen en af de begivenheder, der bliver satset på fra rideklubbens side. Det er en event, der samler mange, og ikke mindst et stævne alle kan være til. De sidste år har kvalifikationen været fordelt ud over hele weekenden, fordi der er så mange hold, der melder til. I år er der 14 tilmeldte hold fra otte forskellige klubber, og Hjørring Rideklub har selv et hold med. Rent praktisk er det organiseret således, at to ryttere fra hvert hold rider lørdag og to søndag, og hvis der kun er tre på et hold, rider en lørdag og to søndag.

Fordi klubben har en fast tradition for afholdelse af kvalifikationen, har det ikke været nødvendigt for dem at gøre noget særligt for at få folk til at melde til eller på anden måde skabe opmærksomhed om turneringen. I området ved alle, at der er klubholdsturnering i dressur den første i weekend i maj i Hjørring Rideklub.

Team-spirit og sammenhold
”Det plejer, at være en rigtig festlig weekend”, siger Anne Engemand, der sidder i klubbens stævneudvalg.

”Der kommer rigtig mange tilskuere, selvfølgelige fra de deltagende klubber, hvor de kommer for at heppe på ”deres” hold, men der er også en masse trænere og hjælpere, og så er der jo familie og venner m.m. Der er en rigtig god stemning og team-spirit på de tilmeldte hold, og mange får lavet ens klubjakker og matchende underlag m.m. Der bliver virkelig gjort noget ud ad holdoplevelsen”.

Nogle rideklubber har også deres eget heppekor med, og for første gang prøver Hjørring Rideklub i år at få stablet deres eget heppekor på benene til weekenden. Hvis heppekoret bliver en succes, kan det måske skabe grundlag for en ny tradition i klubben.

”Det gode ved klubholdturneringen er, at den er for den helt almindelige rytter - alle kan være med”, fortsætter Anne Engemand.

”Ser man på det med arrangørens øjne, så kræver kvalifikationen selvfølgelig flere hjælpere til stævnet – flere skrivere, og en portåbner fordi det er mesterskab m.m. – men det betyder ikke så meget for os, vi er jo en stor klub. I år er der lidt ændringer i forhold til tidligere. Der skal være To dommere på – både en B+ og en C-dommer – hvilket er nyt. Og så er doteringerne blevet større, men det gør jo kun konkurrencen mere spændende”.

Turneringsplan: Dressurens Venner – Cup
4. – 5. maj, Hjørring Rideklub
25. – 26. maj, Skive Rideklub
1. – 2. juni: Højfyns Rideklub
29. – 30. juni, Blåvands Huk Køre- og Rideforening
29. – 30. juni: Maarum Rideklub
10. – 11. august: Hvalsø Rideklub
14. – 15. september: Holte Rideklub - FINALE

Om Dressurens Venner – Cup
Dressurens Venner – Cup er en konkurrence i dressur for klubhold, der afvikles over seks
kvalifikationsrunder og en finale. Kvalifikationsrunderne fordeles således, der afholdes to runder
på Sjælland, en på Fyn og tre i Jylland. De seks kvalifikationer afvikles som udgangspunkt over en dag, og afvikles i LA2, mens finalen afvikles over to dage. Ved finalen rider to af holdets rytter LA2 og to ryttere rider LA5. Holdene skal bestå af tre ryttere på tre heste eller fire ryttere på fire heste, hvoraf de tre bedste tæller.

Doteringer
Ved hver af kvalifikationsrunderne er der 4.000,- kr. i 1. præmie, 2.000,- kr. til 2. pladsen og 1.000,- kr. til 3. pladsen. I finalen er der 10.000,- kr. til vinderholdet, 6.000,- kr. til 2. pladsen og 4.000,- kr. til 3. pladsen. Vinderholdet får også et klubforedrag med Ingdams.

Herudover sponsorerer Ingdams rosetter til de tre placerede hold samt underlag til det vindende hold i både kvalifikationerne og finalen.

Om Dressurens Venner
Foreningens formål er at fremme en visionær udvikling af dansk dressursport med henblik på at højne kendskabet og det faglige niveau. Dressurens Venner tilstræber at sætte fokus på dressurridning, at støtte dressursporten, at have opmærksomhed på talentudvikling og give dressuroplevelser af højt niveau.

Kilde: DRF nyheder.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner