Anna Pørtner
Når de asiatiske lege løber af stablen til september 2026, bliver det med den danske 5-stjernede dommer, Hans-Christian Matthiesen som overdommer. FEI har netop udpeget den dommerkomité, der kommer til at dømme ekvipagerne under legene, og her har Hans-Christian altså det overordnede ansvar.
De asiatiske lege, som er den asiatiske pendant til OL, afholdes i Aichi Nagoya i Japan fra den 20.-24. september 2026, hvilket bliver den 20. gang, at stævnet afvikles. De asiatiske lege følger en 4-årig cyklus ligesom OL, og er den vigtigste ridesportsbegivenhed på det asiatiske kontinent. Det omfattende sportsprogram afholdes i 40 forskellige sportsgrene for atleter fra 45 lande.
Det var tilbage i 1982 i New Delhi, at ridesport kom på programmet under de asiatiske lege. Her blev der tilføjet både hold og individuel military samt individuel springning. Det var først fire år efter, altså i 1986, at holdspringning og hold og individuelt dressur kom på programmet under de asiatiske lege.
Siden da har de asiatiske lege været en stor succes, også set med danske øjne. Her har der nemlig været flere DV-heste på de guldvindende hold, blandt andet vandt DV-hesten Adrenalin Firfod e. Skovens Rafael/ Zalmiak Firfod (opdr. Stutteri Firfod) en guldmedalje med sin indiske rytter Divyakriti Singh og resten af det indiske hold under legene i 2023.
Når de asiatiske lege vender tilbage i 2026, bliver det med den erfarne danske dommer, Hans-Christian Matthiesen ved roret. Hans-Christian, der til dagligt arbejder som dyrlæge, er en rutineret international dressurdommer og har været dommer til både VM, EM og OL op til flere gange. Han er udnævnt til 5-stjernet international dressurdommer, hvilket gør ham i stand til at dømme netop stævner af denne kaliber.
Dommerkomitéen til de asiatiske lege 2026:
Carlos Lopus (POR) bliver teknisk delegeret, mens Alice Mak (HGK) er chefsteward for dressurdelen. Der er endnu ikke udpeget nogen reservedommer.
Kilde: FEI.