Carl-Christian er Årets Official

20-04-2025 10:06

Carl-Christian Petersen blev ved DRF’s årlige repræsentantskabsmøde kåret som Årets Official 2024 for sin mangeårige indsats, sit store engagement og sin betydning for både sporten og fællesskabet i distrikt 8

Copyright Ridehesten.com
Carl-Christian Petersen modtog prisen som Årets Official 2024. Det var bestyrelsesmedlem Charlotte Kjærgaard, der overrakte prisen. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

Ved Dansk Ride Forbunds årlige repræsentantskabsmøde i sidste weekend, blev en af ridesportens helt store ildsjæle hædret med en velfortjent anerkendelse. Carl-Christian Petersen blev kåret som Årets Official 2024, en pris der gives til en aktiv official, som har ydet en ekstraordinær indsats for sporten og fællesskabet. 

Det var bestyrelsesmedlem Charlotte Kjærgaard, der på vegne af Dansk Ride Forbund præsenterede prisen med ordene: 

Ridesportens samlede korps løfter en kæmpe opgave og er helt centrale for at få alle stævner og arrangementer til at køre. Derfor vil vi gerne anerkende en, der har gjort det særligt godt

Carl-Christian er teknisk delegeret i både springning og dressur på C-niveau i distrikt 8 - og det er netop i dette distrikt, at mange klubber og personer har valgt at indstille ham til prisen. For det er ikke kun hans faglighed og mangeårige erfaring, der vækker beundring - det er i lige så høj grad hans engagement, hjælpsomhed og evne til at møde folk med et smil. 

Da jeg erfarede, at jeg var indstillet til prisen Årets Official 2024, blev jeg meget glad og rørt - specielt fordi jeg efterfølgende erfarede, at det var flere klubber og personer i distriktet, der havde indstillet mig, fortæller Carl-Christian og tilføjer:

Det, der betød mest for mig, var faktisk selve indstillingen og begrundelserne, som klubberne og personerne havde skrevet. De varmede, og gjorde mig rigtig glad og rørt. Jeg har fået DRF's talepapir med indstillingerne, og det skal nu indrammes og hænge hjemme hos mig

Copyright Ridehesten.com
Efter en flot præsentation, fik Carl-Christian overrakt prisen af Charlotte Kjærgaard. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

Carl-Christian er kendt som en person, der sjældent siger nej, og som engagerer sig i sporten langt ud over de officielle opgaver. Faktisk møder han ofte op til stævner - også når han ikke er på arbejde som official - ganske enkelt fordi han ikke kan lade være. 

En sand ildsjæl, hvis erfaring spænder over en menneskealder, og som aldrig tøver med at dele ud af sin enorme viden, lyder det i en af indstillingerne. 

Andre beskriver Carl-Christian som: – Et venligt og velkendt ansigt, som man altid glæder sig til at møde, og fremhæver især hans smuttende entusiasme og passion for sporten og fællesskabet, som har været med til at løfte utallige stævner gennem årene. 

Carl-Christians navn er velkendt i hele DRF. Administrationen beskriver ham som en loyal og dedikeret samarbejdspartner, der har haft mange kasketter på gennem årene - blandt andet som ponymåler, distriktsformand, stævnearrangør og steward. 

Der er ikke nogen i administrationen, der ikke ved, hvem Carl-Christian Petersen er, blev der sagt med et smil.

Det er ikke første gang, at Carl-Christian hædres for sin store indsats. I 2011 modtog han prisen som Årets Ildsjæl 2010, og med prisen som Årets Official 2024 understreges det, at hans bidrag til sporten ikke bare er vedvarende, men uvurderligt: 

For os i distriktet er Carl-Christian en uvurderlig del af ridesporten. Hans engagement, hjælpsomhed og venlige væsen gør ham til den perfekte kandidat til titlen som Årets Official. Vi håber inderligt, at han får den anerkendelse, han så fuldt ud fortjener

Og det gjorde han. Med varme ord, stående bifald og ægte glæde i salen blev Carl-Christian Petersen hædret som en ildsjæl i særklasse og en uvurderlig del af det fællesskab, der i høj grad bærer dansk ridesport. 

Annika Knudsen Lorentsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen