Anna Pørtner
I går blev europamesterskaberne i dressur for pony- og juniorryttere skudt i gang i Opglabbeek, Belgien, mens ponyspringrytterne må vente til i dag, før det bliver deres tur til at ride på banen. I går var første halvdel af både pony- og juniorrytterne i dressur på banen, og her blev der redet flotte resultater hjem, som lige nu placerer Danmark lunt i svinget til en EM-medalje.
I går formiddags gjaldt det ponyrytternes kamp om en holdmedalje til Danmark, da de første to ekvipager skulle på banen. Filippa Jæger Jensen og ponyen Crown Charm Of Royal e. Casino Royale K WE/ Monte Christo var én af dem. Ekvipagen red et utroligt flot program og blev belønnet med 72,143%, hvilket foreløbigt er klassens anden bedste resultat. Udover Filippa, var danske Victoria Bang Zindorff og Del Classico e. D-Day AT/ Dancer 7 ligeledes på banen, Danmarks første-reserve, som måtte træde til, da Rikke Maria Schoubye Johansen og ponyen d'Artagnan 187 e. FS Don't Worry/Colano valgte at trække sig fra dette års EM. Victoria viste i den grad, at hun fortjente pladsen på holdet, da parret leverede et flot ridt og blev belønnet med 71,857%, hvilket indtil videre er klassens fjerde bedste resultat.
Med de to ekvipagers flotte resultater, lagde Danmark sig ind på en foreløbig andenplads i holdkonkurrencen med 144,000 point indtil videre. I spidsen ligger tyskerne med 144,371 point indtil videre. Som bekendt kan alt ske i et mesterskab, og senere i dag skal den sidste halvdel af ponyrytterne på banen, hvor danske Ingeborg Elizabeth Schou og Fs Calimero e. Fs Dior de Luxe/ Top Nonstop og Sofia Rosenkilde og DSP Cosmo Royale e. Cosmopolitan Nrw/ Casino Royale K WE skal på banen for at kæmpe om en dansk plads på podiet.
Hen på eftermiddagen skulle den første halvdel af juniorrytterne på banen. Her leverede de to første danske ekvipager ligeledes flotte resultater, hvoraf den ene af dem var Clara Cordes Arnkjær på Brianna e. Fuerstenball Old/ Farewell III, der sikrede sig klassens anden bedste resultat indtil videre med 72,758%. Ligeledes var Josephine Gert Nielsen og Bravio Bianco e. Belantis/ de Niro 6 i ilden for at kæmpe for de røde og hvide farver. De leverede et flot ridt og blev belønnet med 67,455%.
De to ekvipager sikrede Danmark en foreløbig tredjeplads i holdkonkurrencen med 139,425 point indtil videre. I spidsen af konkurrencen ligger tyskerne med 146,091 point, og på en foreløbig andenplads ligger Holland med 142,697 point. Senere i dag skal den sidste halvdel af juniorrytterne på banen, hvor Danmark har to gode repræsentanter. Michella Skovsager og Blue Hors Zampalo e. Blue Hors Zack/ Brantano II er en af dem, og Anna Teibel Raben og Sparaday e. Toerveslettens Spartacus/ Don Frederic 3 er den anden.
Udover dressurrytterne, skal springrytterne også på banen i dag, hvor det gælder første kvalifikation af den individuelle konkurrence, der går i 130 cm. Her har Danmark én enkelt ekvipage med, nemlig den regerende nordiske mester, Selma Hundborg Dresler og den 9-årige ponyhoppe Clounamon Coco.
Stævnet streames live, hvor du kan se både dressur og springing her.
Se stævnets start- og resultatlister her.