Coronavirus: Horses & Dreams meets Japan aflyses

16-03-2020 16:05

Annika Knudsen Lorentsen

Det anerkendte stævne Horses & Dreams meets Japan i Hagen, som skulle afvikles i slutningen af april er aflyst. Så hvad sker der med danskernes OL-forberedelser, for her var netop stævnet i Hagen et vigtigt skridt på vejen

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour var en af de ryttere der skulle have repræsenteret Danmark ved stævnet. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er ikke mange dage siden at vi skrev om hvilke danske ryttere der var udtaget til at skulle ride ved det kommende internationale stævne 4* CDI-stævne i Hagen: Horses & Dreams meets Japan 2020. 

Men nu meddeler arrangørerne at de ser sig nødsaget til at aflyse det anderkendte stævne, som ellers var et vigtigt led i udtagelsen af det danske OL-hold, som skal sættes af landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og holdleder Helle Trolle senere på året. Stævnet var formentlig også et vigtigt stævne for flere af de andre dressurnationer inden OL-udtagelsen. 

Aflyses som følge af coronaepidemien
Som følge af vejledninger fra myndighederne i Osnabrück-distriktet i Tyskland har arrangørerne bag det 4* dressurstævne set sig nødsaget til at aflyse arrangementet, som skulle have fundet sted den 22.-26. april. 

– Det er med et tungt hjerte, at vi ser os nødsaget til at aflyse Horses & Dreams meets Japan 2020. På grund af den aktuelle situation forårsaget af coronavirus, er det vores ansvar at støtte de beslutninger der er truffet for at bekæmpe spredningen af virussen, fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Arrangørerne fortæller dersuden at de ser sig nødsaget til at finde en ny dato for deres ungdomskonkurrence Future Champions, men at de forventer at Future Champions og Ludwigsburg Dressage Festival kan afvikles som planlagt til september. Kasselmann-familien og hele teamet bag Horses & Dreams vil gerne takke alle dem som har støttet forberedelserne frem imod stævnet. Og alle som allerede har købt billet kan få penge refunderet ved at kontakte Reservix på: 0180 6050 400. 

I 2005 ved Europamesterskaberne beviste Hof Kasselmann at det med sin specielle infrastuktur og de mange års erfaring indenfor sporten har mulighed for at reagere hurtigt på ændringer i forhold til sundhedsmæssige og politiske situationer. I samarbejde med myndighederne, fortæller arrangørerne at de er klar til at afholde stævne hvis sundhed og sikkerhed for alle involverede parter kan garanteres.

Hvad sker der med de danske OL-forberedelser?
Stævnet var som nævnt et vigtigt skridt på vejen i forhold til udtagelsen af det danske dressurhold, som skal repræsentere Danmark ved OL i Tokyo til sommer. 

Hvad planerne bliver for forberedelserne frem mod de Olympiske Lege kan I læse mere om i det kommende aprilnummer af magasinet Ridehesten. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner