Kristine Ulsø Olsen
I Louisdor Preis-turneringen har flere verdensstjerner trådt deres unge Grand Prix-sko, da det er en turnering for heste på 8-10 år. Ved dagens kvalifikation i Hagen var hele 28 kommende Grand Prix-håb til start, heriblandt tre danskopdrættede DV-heste.
Anna Kasprzak har fået en god start på stævnet i Hagen, hvor hun har tre heste med på hvert sit niveau. I går blev hun nummer tre i Prix St. Georges med UVM-vinderen Danciero e. Dancier/Floriscount, mens hun tidligere i dag var til start med Rock Star 13 e. Rockwell/Weinberg i Grand Prix, og her til aften havde hun fundet 9-årige Everian L e. Everdale/Hochadel (opdr. Karsten Bundgaard) frem til Louisdor Preis-klassen i Intermediaire II.
Den sorte vallak har tidligere haft stor succes på lille tur-niveau med Anna, og de har blandt andet deltaget ved UVM for 7-års heste i 2022, mens de samme år vandt finalen for 7-års ved Pavo og Dansk Rideforbunds championater. Den nu 9-årige vallak viste tydeligt, at der venter Grand Prix i fremtiden, og selvom der indfandt sig nogle fejl undervejs i dagens program, var Anna godt tilfreds med en placering som nummer fire med 70,15%.
– Jeg er rigtig, rigtig glad for turen i dag, trods de mange dyre fejl, jeg faktisk får. Jeg synes, at Everian viser mig noget overskud, og nogle af de fejl, jeg får, er på grund af, at han vil for meget, fortæller Anna.
Klassen blev vundet af tyske Marcus Hermes og 10-årige Estero e. Escolar/Desperados med 70,71%, mens Berill Szöke-Toth og 8-årige Velasco 7 e. Veneno/Biasini delte andenpladsen med Mathis Goerens og Flash Gordon 37 e. Fiderbach/Don Romantic, da de begge opnåede 70,63%.
I klassen var også danske Mathilde Koefoed-Nielsen til start på Blue Hors Odin Unik e. Denver TT/Blue Hors Don Romantic (opdr. Stutteri Unik v/ Morten Skov), mens tyske Anna Schölermann red Springborgs Guardian e. Blue Hors Hotline/Fürst Romancier (opdr. Stutteri Springborg) i samme klasse. De blev nummer 13 og 14 med henholdsvis 67,07% og 66,97%.
Louisdor Preis-turneringen er for unge Grand Prix-heste i alderen 8-10 år, og finalen i Frankfurt er flere gange tidligere blevet vundet af danskavlede heste som Blue Hors Veneziano (Daniel Bachmann Andersen) og L'Arbuste (Senta Kirchhoff) samt danskejede Total Hope (Isabel Freese). Derudover har mange danske heste deltaget i finalen, blandt andre Marshall-Bell, og sidste år vandt DV-vallakken Fendi e. Franklin/Diamond (opdr. Danish Derby Horse Shows Aps) finalen med Sönke Rothenberger.
Stævnet start - og resultatlister.
Hør Anna fortælle mere om dagens tur samt stævnet i Hagen herunder.