Britt Carlsen
Som der er skabt tradition for er der en spændende Krafft Six Bar lige inden julekoncerten og den efterfølgende Basisbank Grand Prix. Syv ryttere havde meldt sig til at prøve kræfter med de fire lodrette forhindringer, som stod på tværs af opvisningshallen på Vilhelmsborg, hvor Basisbank Christmas Show er på sit aller højeste med en total fyldt hal og en super stemning.
Michael Aabo har haft den nordiske højdespringsrekord på 2,35 m, så han ved, hvordan sådan en opgave skal løses. Han og Caprice de Dieu gik videre fra den ene runde til den næste, og det samme gjorde Christophe van Geenberghe og Grand Date. Da begge rytterne var fejlfri over 1,90 m ville jublen næsten ingen ende tage i hallen, ville rytterne så ride den afgørende runde på 2 meter - eller ville de vælge at dele æren og pengene? Publikum ventede i spænding, rytterne diskuterede om de ville forsøge, og så gav Jesper Bæk fra Krafft Danmark lige et ekstra incitament til rytterne, da han smed ekstra penge i præmiepuljen. Man kunne høre en knappenål falde til jorden, da Christophe van Geenberghe red mod første forhindring - og jublen rystede "borgen" da han landede fejlfrit efter de to meter. Han blev så glad, at han rakte armen i vejret i jubel, hesten tog fart mod hjørnet, og rytteren faldt af... Han var dog hurtig på benene igen, og som speaker og stævnearrangør Casper Cassøe fortalte publikum, så kunne han se rytteren løbe rundt på opvarmningsbanen i jubel. Christophe har også blot redet hesten i halvanden uge inden julestævnet på Vilhelmsborg.
Publikum afventede Michael Aabos ridt med spænding. Caprice de Dieu vippede elegant over de tre første lodrette forhindringer i serien, og sammen to rytteren og hesten bestik af den sidste - to meter høje lodret - og sejlede over den med god luft til bommene. En herlig, spændende Krafft Six Bar i år, som fik pulsen op hos publikum.
To vindere hædret af Trolle Company
Christmas Show har været afviklet i 14 år og alle år har Ulrik Trolle fra Trolle Company givet en særlig pris til den mest vindende rytter, et komplet stævnesæt. Den fornemme pris er særdeles eftertragtet af rytterne, og i år skete det helt usædvanlige at to ryttere var ligeplaceret i toppen - begge ryttere har fået tre sejre under stævnets sidste konkurrenceuge på deres unge heste. Prisen gik til Stine Cassøe Jakobsen på den 5-årige Samba's Survivor H e. Ci Ci Senjor Ask (opdr. Sissel Holfelt Kristiansen) og hollandske Nick van der Graff med 6-årige Happiness.