Vayron og Don O dansede i spotlight

23-04-2023 01:02

Horses and Dreams Hagen: Det har flere gange været lige ved og næsten, at en af de danske dressurryttere fik spillet nationalmelodien i Hagen og det var det også lige ved her til midnat, da rytterne red kür i spotlightet

Forårsvejr kan være en blandet fornøjelse og det har det også været denne uge i Hagen, hvor det startede med at være bidende koldt, for efterfølgende at blive omkring de 20 grader ved middagstid i dag og her til aften slutte af med et solidt regnvejr.

Det var drøn ærgerligt for de 13 ryttere, som her sent på aftenen mødtes i Grand Prix Kür-klassen, der startede klokken 21.30. Sidste år var det perfekt vejr og den atmosfære som det medførte, skyllede desværre ud med regnen i år. Det forhindrede dog ikke rytterne i at shine - heldigvis. 

Både Nanna Skodborg Merrald og Daniel Bachmann Andersen har haft en forrygende uge i det tyske, hvor de er blevet topplaceret i samtlige af deres starter og det var spændende hvor højt de kunne kravle op på resultatlisten i aftenens kür.

Klokken 22.42 red Daniel og Vayron e. Vitalis/ Gloster på banen, i det som var vallakkens første kür nogensinde. Den store brune hest lod sig ikke imponerende af de store opgivelser på springarenaen, hvor aftenens kür blev afholdt. Faktisk satte Vayron ikke en hov forkert og selvom man kunne ønske lidt mere aktivitet i piaffen-turene, så brød Daniel og Vayron 80% muren, da de opnåede 80.76%

Det er imponerende hvordan Nanna formår at holde fokus hver eneste gang hun rider op ad midterlinjen - også selvom at dagen har været lang og budt på starter i tre forskellige klasser. Med den charmerende avlshingst, Blue Hors Don Olymbrio e. Jazz/ Olympic Ferro, red hun på banen som anden sidste rytter i klassen. Dommerne var særdeles begejstret og havde det ikke været for en fejl i 2'erne, så havde Nanna og Don O uden tvivl også været over de 80%. Det blev dog stadig til en personlig rekord for ekvipagen, som blev nummer tre med 79.48.

Endnu engang tilfaldt sejren hjemmebane-ryttere, nemlig tyske Frederic Wandres. Tidligere på dagen vandt han også Intermediere I og her omkring midnat, kunne han fuldende stævnet med endnu en sejr på Bluetooth OLD e. Bordeaux/Riccione, da de gik udenom Daniel med 81.42%.

Det blev også delvist dansk på fjerdepladsen, da norske Isabel Freese og Total Hope OLD e.
Blue Hors Don Schufro, der er  samejet af danske Lone Bøegh Henriksen fra HP Horses og tyske Paul Schockemöhle, opnåede 77,98%.

Klassens resultat.

Stævnet start - og resultatlister. 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner