Cecilia Lindahl
Jeg kan huske, at jeg den gang, jeg selv startede med at gå til ridning, var jeg meget fokuseret på, om hesten "gik til biddet" eller "i holdning". For det kunne de øvede og dygtige dressurryttere. Mit fokus i ridningen var derfor på hestens nakke og placering af hovedet, og helt naturligt red jeg dermed også med et fokus på hånden, og hvordan jeg med hånden og biddet kunne ride hesten i holdning.
Men i løbet af éns rideuddannelse finder man ud af, at hesten rides korrekt i holdning ved i stedet at have et fokus på hestens brug af kroppen, hvilket rides og trænes med sæde og schenkler og ikke hånden. Når hesten bruger sin krop med en aktiv bagpart og en svingende ryg, begynder den på korrekt vis at "gå til biddet" og "i holdning". En hest som rides for hånden føles ofte stiv og usamarbejdsvillig, hvorimod en hest som rides korrekt for sæde og schenkler kan trænes blød og smidig at ride på, og herigennem kommer den flotte holdning.
6 tips til at gøre den stive hest blød og smidig at ride på
1) Som beskrevet i indledningen er det vigtigt, at rytteren fokuserer på sædet og schenklerne og ikke på hånden. Det vil sige, at rytteren skal i langt højere grad bruge sit sæde og sine schenkler end sin hånd under ridningen.
Eksempel: Hesten føles stiv på højre tøjle. Det føles som om, at hesten "tager fat" i højre tøjle og hiver i højre hånd. Rytteren fokuserer derfor på sin højre hånd, og bruger højre hånd i forsøg på at få hesten til at slippe højre tøjle. Rytteren skal istedet bruge højre schenkel til at ride hesten mere lydig og aktiv, for herigennem rides hesten mere blød og smidig i højre side.
2) Dressur handler ikke om, hvorvidt hesten "går til biddet". Dressur handler om at ride og træne hesten, så den bruger sin krop på en sund og holdbar måde, med rytter på. At ride hesten korrekt "til biddet" eller i holdning for sæde og schenkler, hvor den føles blød og smidig, kræver mange timers træning. Hesten skal uddannes, så den forstår og er lydig for rytterens korrektioner. Derudover skal hesten have styrken og balancen, så den bruger overlinjen med en svingende ryg og aktiv bagpart. Den ikke så uddannede og ubalancerede hest tager ofte balancen og styring i tøjlen, hvilket føles som om, at hesten er stiv.
Eksempel: Hesten vil ikke "gå til biddet", men spænder op i nakken og føles stiv i hånden. Måske kan rytteren i løbet af ridelektionen få hesten i holdning ved at bruge hænderne. Men at hesten går i holdning for hånden, er ikke korrekt ridning. I stedet skal rytteren over flere ridelektioner træne hestens balance og lydighed for schenkler, så hesten kan slappe af i kroppen med en aktiv bagpart og en svingende ryg. Derigennem får rytteren reddet hesten i en flot holdning, hvor den føles blød og smidig.
3) Selvom man ikke skal ride hesten med hånden, er hånden stadig et vigtigt element i samspillet mellem hest og rytter. Hvordan hesten føles i hånden giver rytteren nyttig information om, hvordan hesten bruger sin krop. Rytteren må derfor udvikle en god føling med hånden.
Eksempel: Rytteren mærker i hånden, at hesten stiver sig på biddet. At hesten føles stiv i hånden informerer rytteren om, at hesten spænder op i kroppen og altså ikke længere går i balance med en aktiv bagpart og en svingende ryg. Rytteren kan altså bruge informationen fra hestens mund til at blive klogere på, hvordan hesten bruger sin krop. Og den rutinerede rytter kan endda mærke nøjagtigt, hvordan hesten skal korrigeres med sæde og schenkler, så hesten igen føles blød og smidig at ride på.
4) Hesten skal have tillid til rytterens hånd, hvis den skal blive blød og smidig at ride på. Hesten skal stole på, at rytteren til hver en tid rider med bløde hænder. Hvis hesten ikke har tillid til rytterens hånd, vil hesten forsvare sig mod rytterens hånd og derved spænde op i mund og nakke for at beskytte sig selv. Optimalt ønskes en hest som slapper af i mund og kæber. Derfor er det vigtigt, at rytteren rider med en blød hånd, og slapper af i sine håndled.
5) For at kunne ride med bløde hænder, er det nødvendigt, at rytteren er i stand til at adskille hånd fra sæde og schenkler. Det kræver faktisk en ret stor kropskontrol og er langt sværere at gøre i praksis, end det lige lyder.
Eksempel: Rytteren bliver opmærksom på, at hesten skal have en stor korrektion med højre schenkel. Rytteren kommer meget nemt til at stive op i højre hånd og endda trække hårdt bagud i højre tøjle, idet hesten korrigeres med højre schenkel. Denne reaktion fra rytteren begrænser hestens mulighed for at reagere korrekt på schenklen. Rytteren skal lære at kunne indvirke med højre schenkel og samtidig bevare kontrol over, hvad højre hånd laver.
6) Sidebevægelser er gode øvelser til at ride hesten mere smidig og blød på tøjlen. Sidebevægelser lærer hesten at flytte sig lydigt for schenklen. Hesten bliver opmærksom og aktiveret af schenklen, og rytteren bliver fokuseret på brugen af schenklen i stedet for hånden.
Eksempel: Rytteren mærker, at hesten er spændt og føles stiv til højre. Rytteren er opmærksom på, at hesten skal aktiveres for schenklen, og i dette tilfælde vil sidebevægelser for højre schenklen være en god idé. Fx en schenkelvigning for højre schenkel. I schenkelvigningen får rytteren netop aktiveret hestens krop og bagpart med schenklen, hvilket vil resultere i, at hesten på sigt bliver mere smidig og blød på højre tøjle.
Rigtig god fornøjelse med træningen!
Mvh. Line Hermann Hass
