6 tips til at træne “Den dovne hest”!

05-09-2016 16:36

Blogger Line Hass giver sine tips til at træne den lidt magelige og til tider dovne hest

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

I mine år som professionel rytter har jeg haft mulighed for at træne mange forskellige typer heste, hvilket har givet mig en del erfaring med at tilpasse min ridning efter den enkelte hest. Hvis I selv har prøvet at ride og uddanne flere heste, så har I helt sikkert også oplevet, at heste kan være forskellige at ride og træne. Dette betyder, at træningssystemet skal tilpasses den enkelte hest. Det ridetekniske grundlag er stort set det samme for alle heste, altså hvordan man rent teknisk rider øvelser mm, men din tilgang til træningen skal tilpasses til den enkelte hest – en tilpasning som er baseret på hestens bygning, gangarter, temperament mm.

Hestens temperament har afgørende betydning for din tilgang til træningen og uddannelsen. Lidt firkantet vil jeg dele heste op i to temperament-typer: “Den dovne hest” og “Den friske hest”. Der er stor forskel på, hvordan du bedst træner den lidt dovne, magelige hest, og hvordan du træner den friske, arbejdsivrige hest.

I dette blogindlæg vil jeg give Jer mine tips til at træne den lidt magelige og til tider dovne hest:

Du er hestens motivator: Den lidt dovne og magelige hest er ofte karakteriseret ved at være umotiveret i den daglige træning, den kan føles tung at ride på og langsom for hjælperne. Med denne type hest er det utroligt vigtigt, at du som rytter påtager dig opgaven som hestens motivator! Jeg sammenligner lidt i sjov med, at vi skal være hestens fitnessinstruktør. Fitnessinstruktøren holder os i gang igennem træningen, holder vores humør oppe, og giver os energi – det samme skal vi gøre for den dovne hest, så den bliver motiveret til at arbejde for os. Din egen energi og begejstring i træningen smitter direkte af på hesten, hvis du husker at udtrykke det overfor din hest. I min rolle som underviser, hjælper jeg ofte mine ryttere til at bibeholde motiveringen af hesten igennem træningen.

Afslapning inden træning: Den lidt dovne og magelige hest skal helst have mulighed for at slappe af, spise og drikke inden træning. Dvs den skal ikke hentes fra fold og direkte ud og arbejde, men den skal have lov til at samle kræfter inde i stalden forud for træningen. Man kan eventuelt give den et energimåltid lige inden ridning.

Rid målrettet: Når du rider den lidt dovne og magelige hest, er det vigtigt, at når du rider, så rider du! Med det mener jeg, at du skal være målrettet i din ridning. Dvs. når du har besluttet dig for at ride en øvelse, så vær effektiv og skarp i dine korrektioner, så hesten er lydig og udfører øvelsen rigtigt, så du undgår at skulle ride den samme øvelse 5 gange, fordi du sløsede med din forberedelse og indvirken på hesten. Rid ikke for kedeligt, langtrukkent og monotomt. Vær effektiv i din ridning, og udtryk dig målrettet i dine korrektioner. Det er lidt ligesom, hvis man selv ligger på sofaen og føler sig doven, og man begynder at overveje, om man gider rejse sig fra sofaen – så bliver det svært at tage sig sammen og at rejse sig. Hvis man derimod ved, at det er bare op og igang med det samme, så er det lettere at få rejst sig. Altså, vær målrettet i din ridning, så du ikke giver hesten mulighed for at overveje for meget.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Rid med belønning og konsekvens: At være hestens motivator og at ride målrettet hænger tæt sammen med at ride med belønning og konsekvens. Når du motiverer hesten og rider målrettet, benytter du netop konsekvens og belønning – hesten motiveres gennem belønning. Belønningen kan gives med stemmen, et klap, en sukkerknald mm. Og i din målrettede ridning benytter du effektiv indvirkning og konsekvens. Med konsekvens mener jeg en korrektion/ indvirken på hesten.

Rid korte frekvenser: Formålet med din rolle som motivator, den målrettede ridning og den tydelige belønning/konsekvens er, at få “Den dovne hest” til at blive flittig og arbejdsom under træningen. For at denne type hest kan opfylde dette formål, er det en nødvendighed at træne i korte frekvenser. Den dovne og magelige hest skal holdes ved ilden, når den er igang – til gengæld skal den have lov til at tage mange skridtpauser under træningen, hvor den kan slappe af.

Vigtigt med kondition og styrketræning igennem afvekslende ridning: En god kondi og muskulatur, gør det lettere for den lidt dovne og magelige hest at udføre dressurøvelser på dressurbanen. Derfor er det vigtigt, at træningen af den dovne hest indeholder konditionstræning og styrketræning. Da den dovne hest kan være svær at motivere, særligt på dressurbanen, kan man med fordel træne kondi og styrke andre steder end på banen, eksempelvis i skoven. Sørg for at holde den dovne hest motiveret i træningen ved at ride afvekslende, og ikke kun på dressurbanen – giv den nogle oplevelser og hjælp den med at holde humøret højt under træningen.

Jeg håber, at nogle af jer kan bruge mine tips til at træne den lidt dovne og magelige hest.

I næste blogindlæg vil jeg give mine tips til at træne den friske, arbejdsivrige heste.

Rigtig god fornøjelse i træningen!

Mvh. Line Hermann Hass

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner