Anna lægger sig i front ved EM

11-07-2025 19:12

Efter en flot bronzemedalje for det danske ungrytterhold ved EM i Kronberg i går, er de individuelle konkurrencer for alvor skudt i gang i dag. Endnu en gang har de danske ekvipager vist sig fra sin bedste side, hvor Anna Teibel Raben lige nu fører hos ungrytterne

Copyright Ridehesten.com
Anna Teibel Raben og Sparaday. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Efter en fantastisk dag i hollandske Kronberg i går, hvor de danske ungryttere sikrede sig en bronzemedalje i holdkonkurrencen, er de individuelle konkurrencer for alvor skudt i gang i dag. Første halvdel af ekvipagerne rider deres program i dag, hvorefter konkurrencen fortsætter i morgen, lørdag. Hos ungrytterne er der igen meget at glæde sig over, da Anna Teibel Raben har lagt sig i spidsen af mesterskabet. 

Flot udlæg fra Thea Bech
U25-rytterne var de første på banen i dag, og her var blot en enkelt dansker til start, da de resterende tre skal på banen i anden afdeling i morgen. Derfor var alles øjne rettet mod Thea Bech, der skulle ud i U25 Grand Prix i sadlen på den 17-årige vallak Dionisos e. Spielberg/ Sir Sinclair. Parret var på banen i torsdags, hvor de red det danske U25-hold i en rigtig flot medaljeposition, og i dag var de altså eneste danske U25-rytter i aktion. 

Parret red på banen omkring klokken 12.40 som anden sidste rytter i dagens klasse. Med et meget flot program honoreret med 70,359% strøg parret godt op på ranglisten og placerede sig som nummer seks inden klassens sidste halvdel skal på banen i morgen. 

Copyright Ridehesten.com
Thea Bech og Dionisos. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Det er tyskerne, der lige nu dominerer europamesterskabet for U25-rytterne, hvor både guld- og sølvmedaljen lige nu ligger til tysk side. På en foreløbig førsteplads finder vi Moritz Treffinger, mens landskvinden Felicitas Hendricks ligger til foreløbigt sølv. Bronzemedaljen er lige nu hos engelske Annabella Pidgley, der som bekendt opholder sig en del i Danmark grundet sin danske kæreste, Alexander Yde Helgstrand. 

I morgen skal de resterende tre danske ekvipager på banen. Første af dem er Alexander Yde Helgstrand og Inspiration Pf e. Escudo K/ Calido I, der har starttid cirka klokken 08.36. Herefter er der en kort pause, hvorefter Ida Kirstine Bjørn og Hussmanns Jackson e. Johnson/ Belissimo M (opdr. Stald Hussmann) skal på banen cirka klokken 09.54. Sidste danske U25-rytter rider på banen omkring klokken 11.00, nemlig Sara Aagaard Hyrm og Atterupgaards Cooper e. Charmeur/ Gribaldi (opdr. Atterupgaard). 

Copyright Ridehesten.com
Tyske Morritz Treffinger og Cadeau Noir fører lige nu U25-rytternes mesterskab. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Anna i front hos ungrytterne
Hos ungrytterne gælder det samme som hos U25-rytterne - den første halvdel af klassen rider på banen i den individuelle konkurrence i dag, mens anden halvdel skal i ilden i morgen. I dagens klasse var der dog to danskere, der i dag skulle på banen, og den første af dem, var Anna Teibel Raben i sadlen på den 8-årige DV-vallak Sparaday e. Tørveslettens Spartacus/ Don Frederic (opdr. Helle Wibe). 

Parret red på banen omkring 15.45 og leverede endnu et fantastisk flot ridt, der blev belønnet rigtig flot af dommerne. Med 72,706% strøg Anna og Sparaday direkte ind på førstepladsen i dagens konkurrence med 14 ekvipager tilbage af dagens konkurrence. 

Copyright Ridehesten.com
Anna Teibel Raben og Sparaday. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Én af de ekvipager, var danske Michella Skovsager i sadlen på Blue Hors Elliott e. Erlando/ Blue Hors Romanov (opdr. Julianelyst Aps), der red på banen omkring klokken 17.10. Parret var sjette sidste ekvipage i dagens konkurrence, og endnu en gang viste de, hvor dygtige de danske ungryttere er. Med en ny personlig rekord sneg Michella Skovsager og Blue Hors Elliott sig nemlig ind på en foreløbig fjerdeplads i mesterskabet, efter de blev belønnet med 71,353% for deres ridt. 

Efter alle dagens ekvipager havde været på banen, lå det klart, at Anna Teibel Raben stadig er i front af mesterskabet inden klassens anden afdeling i morgen, hvor sidste danske ekvipage, Julie Dam Jensen og Finale Melody e. Franklin/ Schwadroneur (opdr. Else Rohmann), skal på banen. De har starttid cirka klokken 16.30. 

Copyright Ridehesten.com
Michella Skovsager og Blue Hors Elliott. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Stævnets start- og resultatlister.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner