Amatør har lavet sin anden GP-hest

28-09-2023 16:04

Trine Askjær-Jørgensen

Til selv samme stævne på Heslegård Sportsrideklub, hvor Cathrine Laudrup-Dufour i sidste weekend debuterede sin unge stjerne Vividus i Grand Prix, debuterede amatørrytter Julie Lindgren Christensen sin anden Grand Prix-hest

Nyheden fortsætter efter annoncen

I sidste weekend debuterede Cathrine Laudrup-Dufour sin unge stjerne Vividus i Grand Prix ved et C-stævne på Heslegård Sportsrideklub. Vividus er den fjerde hest Laudrup-Dufour har uddannet til dressurens højeste niveau.
Ved selv samme stævne debuterede amatørrytter Julie Lindgren Christensen sin anden Grand Prix-hest, hendes egen dansk varmblodsvallak Roholts Tempter e. Tailormade Temptation/ De Noir (opdr. Stutteri Roholt).

– Dette er den anden Grand Prix-hest, som jeg selv har lavet helt fra bunden. Jeg rider selv hestene hele vejen, og den eneste hjælp, jeg får, er undervisning, fortæller Julie, der rider undervisning hos Vivi Vang-Lauridsen.

– Det lå bestemt ikke kortene, at Tempter skulle blive Grand Prix-hest, og mange har gennem tiden anbefalet mig at sælge ham, men jeg har fulgt min mavefornemmelse, og i dag står jeg stolt og kan sige “Hvad sagde jeg”. Vi nåede det trods alle odds.

Copyright Ridehesten.com
Roholts Tempter som føl. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

Det har ikke altid været en dans på roser
Julie købte Roholts Tempter, da han var 2,5-3 år gammel, og han er i dag 13 år. Han var, som hun selv siger, lille og en lidt ”forkert” hest, men hun måtte bare eje ham.

– Tempter har altid været lidt skeptisk overfor mennesker, og tilridning mente han ikke var noget for ham. Jeg brugte rigtig meget tid fra jorden af for langsomt at vinde hans tillid. Da tilridningen endelig lykkedes, var han en hest med voldsomme reaktioner, men når vi arbejdede sammen, gav han mig en fantastisk fornemmelse, siger Julie og fortsætter: – Den tillid, jeg viste ham dengang, viser han mig i dag. Hver gang jeg rider af midten til stævner, ved jeg, at han vil gøre sit ypperste, for at vi får en god tur.

Julies underviser Vivi Vang-Lauridsen har stået ved hendes side de sidste otte år, og Julie er sikker på, at hun og Tempter aldrig var kommet så langt, hvis ikke det var for Vivi. På hjemmebanen har Julie nu en hest, hun kan alt på.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Vi springer, gerne omkring en meter, og faktisk har han også gået et par springstævner. Vi hygger og rider i skoven som afveksling. Jeg har en søn, Cornelius på lidt over halvandet år, og red indtil dagen, inden jeg fødte, og sad på Tempter igen ni dage, efter jeg havde født. Nu krydser jeg bare fingre for, at både Tempter og jeg kan holde os skadesfri og bare hygge os og have det sjovt sammen.

Amatørrytter, der tør drømme stort
36-årige Julie Lindgren Christensen har redet, siden hun var fire år gammel. Hun er amatørrytter, men tør godt at sætte sig høje mål og giver ikke op, når der er modgang.

– Jeg er superstolt over, hvad jeg har opnået, og glæder mig til at nå endnu mere. Nu har jeg uddannet min anden Grand Prix-hest, og jeg håber ikke, det bliver den sidste, lyder det fra hende.

Tempter er som bekendt Julies anden Grand Prix-hest. Den første var Roberto e. Walt Disney I/ Rubinstein I (opdr. Marianne Søndergaard), som Julies forældre købte til hende, da han var fire år gammel.

– Han er den smukkeste hest med et helt fantastisk, roligt sind. Vi skulle lære det hele sammen, og det var ikke nemt. Det krævede tålmodighed fra både Robertos side, men bestemt også min. Men når jeg sætter mig et mål, stopper jeg ikke, før det er nået. Målet nåede vi sammen, og i 2014 red jeg mit første senior-DM.

Kort efter DM blev Roberto solgt til Signe Kirk-Kristiansen, og sammen har de to opnået flotte resultater både i Danmark og USA.

Julie satser nu på endnu et DM på en hjemmelavet hest: – Drømmen er DM i 2024 med Tempter, præcist ti år efter mit første DM på Roberto.

Copyright Ridehesten.com
Julie og Roberto til DM i 2014. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner