Signe Wiese
Den langstrakte forberedelse til landsstævnet, har dog ikke været med klubbens gode vilje: - Sidste år blev vi så at sige snydt, så vandet drev. Den 21. august stod vi også klar som nu, men da besluttede vejrguderne sig for at regne klubbens første landsstævne væk, ved at gøre det for farligt at gennemføre terrænspringningen. Alt stod klar til ingen verdens nytte, men nu er vi på den igen, fortæller Karin Semberlund, der sammen med sin mand, Peder Hastrup, er stævnets helt centrale bærende kræfter, og som i øvrigt har været det siden Haslev Køre- og Rideforening begyndte at afholde endags militarystævner i 2000. Klubbens baner på Stengården ved Haslev på Sydsjælland har aldrig været mere krævende og spektakulære. - De to sværeste klassers terrænbaner CNC 1* på ca. 2.6 km for hest og CNCP2* for ponyer kommer til at foregå over 20 helt nybyggede forhindringer. Derudover er Haslev Køre- og Rideforenings varemærke, den store banket, blevet udbygget, så der nu er endnu flere kombinationsmuligheder for op- og nedspring. Også det store vandkompleks, der er blandt Danmarks største, er blevet udvidet med nye muligheder, forklarer Karin Semberlund, der også overdommer på stævnet og holdkaptajn for ponylandsholdet i military. Det er da en stolt formand for klubben, Lea Toftegaard Weisdorf, der ikke kan vente med at komme i gang. - Vi er meget taknemmelige over de sponsorer, der har valgt at lægge deres sponsorkroner her hos os. Sponsorater betyder alt. Uden dem og alle de frivillige, der lægger deres kræfter herude, ville et arrangement som dette slet ikke kunne lade sig gøre. Bl.a. fik klubben sidste år 20.000 kr. tildelt af den lokale almennyttige fond, Fonden Præstø Brand, som gjorde det muligt at anlægge de fremragende terrænstier, der nu skal rides på, og som det er vores håb, at også andre vil benytte sig af. De er dels fremragende som løbestier og vil kunne bruges til hundetræning også, fortæller Lea Toftegaard Weisdorf. Til start kommer blandt andre den danske mester i ponymilitary, den 14-årige bornholmer Mai Kaas, der sammen med en snes andre af Danmarks bedste ponyekvipager udover sejren med gode penge- og ærespræmier rider for en plads på landsholdet ved efterårets EM. Stævnet byder også på en lang række yderst lovende juniorer og HKR´s egen toprytter og nordiske mester, Mia Hastrup, der starter intet mindre end fire heste ved stævnet. Heriblandt tophestene Odin og den lovende Constanin M. Også et ægte koryfæ lægger vejen forbi. Det er Næstvedrytter Johan Iversen, der med sine 73 år helt utrolig stadig er ’still going strong’ i toppen af dansk military. Søndag den 3. juni starter dressuren kl. 8, og første rytter går i terrænet omkring middagstid. Alle er mere end velkomne til at følge med på Stengaardens arealer på Grønhøjgårdsvej 4 i Haslev. Og der er ingen grund til at tage madpakke med. Klubbens gode cafeteria har åbent. Kilde: Pressemeddelelse