Camilla Tiefensee Schrøder
Selvom dressurdronningen Isabell Werth sikrede sig sejren i går med 79.700%, var det kun med lille afstand ned til Cahtrine Dufours 79.300%. Hermed er spændingen sikret i finalen i kür, hvor vinderen af Saab Top 10 bliver fundet ved Stockholm International Horseshow.
Et galopchangement fra at vinde
Ifølge Cathrine Dufour var det et enkelt galopchangement, der gjorde udslaget i forhold til, hvem der løb med sejren i går.
– Cassidy er ikke en nem hest at ride indendørs. Vi havde en lille fejl i zig-zaggen, hvor et changement ikke var helt rent, og det var der, jeg gav Isabell chancen for at vinde, udtaler Cathrine Dufour til FEI.
Dufour eller Werth øverst på skamlen?
Både Cathrine Dufour og Isabell Werth roste den gode stemning i Stockholm International Horse Show. Werth udtaler, at Emilio e. Ehrenpreis/Cacir klarede det godt i lørdagens Grand Prix Special, hvor den var fokuseret og ikke lod sig påvirke af atmosfæren og publikum. Men hun antyder også, at hun og Emilio ikke var absolut på toppen. Ekvipagen havde nogle fejl i den samlede skridt, i passagen og i galopchangementerne.
– Opvarmningen var en lille smule for lang for mig og Emilio, og jeg havde svært ved at bevare hans energi. Men jeg er meget tilfreds med ham i forhold til, at han endnu mangler lidt erfaring. Det bliver en rigtig spændende afgørelse mellem Cathrine og mig i morgen.
Den store finale i Grand Prix Freestyle starter klokken 11. Også den danske dressurrytter Anna Zibrandtsen med Arlando e. Paddoz/Mytens XX er med, og de har starttid klokken 11.30. Cathrine Dufour og Attrupgaards Cassidy e. Caprimond/Donnerhall skal på banen som den sidste ekvipage i klassen klokken 12.30.
Følg klassens resultater live på online.equipe. Klassen kan desuden streames live på dreamsports.tv.