Marie Helene Rigård Rohleder
“Min hest kan ikke gå i vandspiltov” - “Min hest kan ikke gå i trailer” - “Min hest kan ikke (indsæt personligt problem)”
Adfærdstræner Camilla Stormont kæmper for et opgør med “Min hest kan ikke”- kulturen. Hun mener, at mange hesteejere pakker deres hest ind i en beskyttende boble, i stedet for at konfrontere problemet og gøre noget ved det.
“Det skal ikke længere være almindeligt, at man finder sig i og lever med at ens hest ikke vil gå i trailer, bukker rytteren af mm. Det kan vi faktisk ændre på. Det kan godt være svært, og det kan være, at du har brug for hjælp udefra, men din hest kan godt lære det,” siger Camilla Stormont.
Camilla er selvstændig, og de sidste fem år har hun arbejdet fuldtid med at træne alle slags heste med alle slags problemer. Hun driver sit eget adfærdscenter på Fyn med omkring 20 heste, og så har hun undervist børn og voksne i blandt andet dressur, spring, agility, jordarbejde og meget mere de sidste 10 år.
Spørgsmål og svar til alt
Camillas filosofi i forhold til undervisning er, at der skal være et svar til alt. Som ung rideskolepige stillede hun spørgsmål til alt. Hvorfor skal jeg ride rigtig diagonal? Hvorfor skal hesten have næsebånd på? Og hendes ridelærers svar var blot “Sådan er det bare. Det har vi altid gjort,”
Det komplekse spindelvæv af vaner vil Camilla bryde igennem. Derfor tilstræber hun at give alle sine elever grundige svar på alt, hvad de spørger om. Og hvis hun ikke kan svaret, så finder hun ud af det.
“Alt er et bevidst valg, når vi har med heste at gøre. Der må ikke være nogen ting som vi gør med hesten, fordi det gør man bare. Viden om hestens krop og adfærd er kilden til svarene,” siger Camilla Stormont.
Negativ forstærkning og slip pres
Camilla arbejder meget med negativ forstærkning, når hun blandt andet træner heste med adfærdsproblemer. Det er vigtigt at give hesten en belønning, når den løser opgaven ved at huske at slippe presset.
Et problem, som hun ofte oplever ved de trænings- eller projektheste, som privatpersoner sender i træning hos Camilla, er, at hesten er blevet signaldøv og eksempelvis ikke vil stoppe eller starte.
Når hesten er blevet signaldøv, kan det være et resultat af ridning under konstant pres. Altså hvis hesten ikke vil trave, så vil rytteren sidde og drive. Når hesten så traver, fortsætter rytteren ubemærket med at sidde og drive og holde presset, fordi rytteren er bange for at hesten går ned i skridt igen.
Hesten bliver signaldøv, fordi den bliver ved med at få en kommando men ingen belønning. Camilla arbejder efter at huske at slippe presset og rose, lige så snart hesten traver, for derigennem forstår hesten bedre signalet for trav.
Stop ulykken før det er for sent
En anden central grundsten i Camillas træning med heste er, at der skal gribes ind tidligt. Stop ulykken før det er for sent.
Hvis du eksempelvis har en hest, som står uroligt på staldgangen, så skal du ikke bare acceptere den urolige opførsel, for så udvikler den sig. Til sidst har du en hest, der hiver i kæderne, går fra side til side og skraber i gulvet.
Det er bedre at ændre den uønskede adfærd i opløbet ved stille og roligt at træne hesten til at stå stille. Når den flytter på sig, så gå hen og flyt den tilbage på det sted, hvor du havde stillet den.
Her henviser Camilla blandt andet til mange westernryttere, som hun har oplevet, er utrolig dygtig til at “parkere” deres heste, så de bliver stående.
Undervisning og vidensbank
Hun beskriver sin vidensbank som en rygsæk med en masse små kugler i. Den ene kugle indeholder eksempelvis bidløs ridning, den anden kugle er bomarbejde, den tredje kugle er trailertræning og så videre. Det er vigtigt for Camilla hele tiden at fylde flere kugler med træningsmetoder i sin rygsæk.
Camilla underviser både på hesteinternatet Nyt Hesteliv, hvor hun tidligere har været cheftræner, og så har hun holdundervisning hjemme på sin gård i Ørbæk.
Når Camilla underviser børn, så skal børnene være med hele vejen. Der er ingen af elevhestene, som går i arv fra time til time. Alle børnene skal selv sadle op og af. For det er en ligeså stor del af at gå til ridning, som faktisk at sidde på ryggen af hesten, mener Camilla.
“Vi skal have det sjovt sammen med hestene. Her er ingen dumme spørgsmål, for det er vigtigt for mig at børnene forstår, hvorfor vi gør, som vi gør med hestene. Og typisk er børn virkelig kloge, og forstår godt, hvad hestene forsøger at fortælle, når den eksempelvis skraber på staldgangen,” fortæller Camilla Stormont.
Når man skal lære at ride, så handler det først og fremmest om balance og styring. Camilla Stormont adskiller de to ting i sin undervisning af nybegyndere. Den ene time er hesten i longe, mens rytteren fokuserer på at mærke det store bevægeapparat under sig og holde balancen.
Den anden time skridter hest og rytter igennem en mindre forhindringsbane, hvor der øves stop, drej, skridt. Hold balancen og lær at styre og så bygger Camilla langsomt ovenpå gang for gang.
Hestens udvikling og ejernes taknemlighed er fantastisk
Du kan enten slås med din hest eller forsøge at indlære øvelsen på ny. Camilla arbejder med mange forskellige heste. Lige nu har hun en kæmpestor shirehest i træning som showhest, en islænder der skal lære at tölte, en dansk varmblod som tidligere bukkede sin rytter af, og en skovturshest der skal miljøtrænes.
“Jeg slås ikke med heste, for det virker ikke. Jeg vil langt hellere starte forfra og indlære øvelsen på ny. Folk skal ikke lade sig skræmme af heste med adfærdsproblemer, for der er altid en årsag til at, at adfærden er kommet, og ved at forstå baggrunden for den uønskede adfærd, kan vi også hjælpe hesten af med den,” siger Camilla Stormont.
Camilla hjælper mange hesteejere med trailertræning. Tålmodighed og ros er vejen frem. For jo, din hest kan godt. Men det kræver hårdt arbejde og viden om hestens krop og adfærd.
“Det bedste ved mit arbejde er at se hestene udvikle sig og opleve, hvor taknemmelige hesteejerne bliver. Det er fantastisk. Mit arbejde handler om at hjælpe ejerne med at løse svære problemer med deres heste, for sammen kan vi skabe god hestevelfærd for vores dyr,” siger Camilla Stormont.
Artiklen har tidligere være udgivet på everhorse.dk