Anna: Pepe forbereder sig mentalt i boksen

16-08-2017 17:28

Pepe ved, når det gælder. Det kan tydeligt mærkes på hans adfærd, når han bliver gjort klar i boksen ved et stort stævne, fortæller Anna Kasprzak, som med sin 18-årige vallak rejser til EM i Göteborg på lørdag

Copyright Ridehesten.com

Nu gælder det snart EM i Göteborg, og forventningerne til det danske dressurlandshold er tårnhøje. Pepe har sin helt egen måde at gøre sig klar til stævner på, fortæller landsholdsrytteren Anna Kaspzrak.
– Han er rigtig sjov at observere, når Jane, min groom, gør ham klar. Fra hun begynder at flette ham, går han i sin egen lille boble, hvor han ligner én, der virkelig forbereder sig mentalt på det, der skal ske. Derhjemme kan han være så utålmodig at sadle op, men til stævner er han bare i fuld fokus og helt i sin egen verden. Jane ved også, at når han lige giver hende et blik i flette/opsadlingsfasen, så betyder det, at han skal på toilettet, og så må hun gerne forlade boksen. Det er virkelig sjovt, fortæller Anna.

Anna Kasprzak er dressurlandsholdets mest erfarende i seniorsammenhæng på trods af, at hun kun er 27 år. Ikke desto mindre er det i år 12 år siden, at hun red sit første EM som juniorrytter, mens det efterfølgende blev til tre EM-deltagelser mere som ungrytter, indtil hun i 2011 erhvervede sig den nu 18-årige Donnperignon e. Donnerhall/Mozart II79.

Pepe elsker at være på tur
Pepe, som Donnperignon kaldes i daglig tale, blev startskuddet til Annas seniorkarriere, og sidenhen har han været hendes faste makker i samtlige mesterskaber. Med blandt andet to OL-deltagelser og to Danmarksmesterskaber i bagagen har Anna og Pepe været med til at løfte dansk dressur de seneste år. I år er det så EM, som er på skemaet, og for deres vedkommende går turen mod Göteborg allerede på lørdag.
– Vi kører lørdag morgen, så vi er der et døgn før dyrlægetjekket, som vi har aftalt med landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, fortæller Anna og fortsætter:

– Pepe er superfin at rejse med, idet han elsker at være på tur og til stævner, så det er en ren fornøjelse at have ham med. Det, som lige nu også er det vigtigste, er, at holde ham glad og smidig i kroppen, mens jeg selv får trænet en del kondition og styrketræning.

Copyright Ridehesten.com
Anna og Pepe ved det internationalestævne i Uggerhalne tidligere på året

Stærkt tilbage efter tandproblemer
Det blev ikke til deltagelse for Anna og Pepe ved dette års DM, da det få uger forinden blev opdaget, at Pepe havde nogle tænder, som skulle behandles. Efterfølgende havde ekvipagen en fantastisk tur i Aachen, hvor de blev nummer tre i begge deres klasser. Netop stævnet i Aachen ligger friskt i hukommelsen, og i forhold til EM bliver der ikke trænet anderledes end til andre stævner.
– Det vigtigste er, at træningen op mod de store stævner går planmæssigt. Det er det for alle atleter uanset hvilken sportsgren. Hvis alt går planmæssigt frem mod konkurrencerne, er der ikke en masse udfordringer på det mentale. Min træning med Pepe er gået super godt, så lige nu glæder jeg mig bare rigtig meget til hele oplevelsen

Det går ikke uden Jane
Jane, som er Annas trofaste groom gennem de sidste mange år, er en fast del af setuppet – selvfølgelig også til EM. Hun er nemlig så vigtig for Anna, at Anna mener, Jane skulle være dødssyg, hvis ikke hun skulle med, og så ville én ting være sikker: Anna ville være i krise, som hun selv beskriver det.

Vi håber på alt det bedste for Anna og de danske ryttere ved det kommende EM, hvor holdkonkurrencen starter på tirsdag. Følg med på EM's hjemmeside HER.

Følg EM-dressurrytterne på Ridehesten.com
EM er lige rundt om hjørnet, og for dressurens vedkommende består holdet af Anna Kasprzak, Cathrine Dufour, Agnete Kirk Thinggaard og Anna Zibrandtsen. Vi kender dem egentlig ganske godt de fleste af os, men der er altid plads til at lære mere om dem. I den forbindelse har vi på Ridehesten.com taget en snak med alle fire piger, hvor de hver især har fortalt om forberedelserne op til mesterskabet og løftet sløret for om deres heste har nogle specielle vaner eller finurligheder under stævner. De kommende dage kan du læse om Cathrine Dufour, Agnete Kirk Thinggard, Anna Zibrandtsen og deres heste.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner