Trine Askjær-Jørgensen
Billund Sportsrideklub er i denne weekend vært for et C- og D-stævne i dressur og springning, hvor også anden kvalifikation af Pavo og Dansk Ride Forbunds championater for ungheste i både dressur og springning finder sted.
Først i ilden var i dag de 4-års dressurheste, mens resten af championatsklasserne går i morgen; for springhestene er det aldersgrupperne 4-, 5- og 6-år, der skal i ilden søndag, og for dressur er det 5-, 6-, og 7-års hestene.
Vinderen af klassen blev en hoppe, mens to kårede hingste fulgte lige efter på anden- og tredjepladserne.
Frederikke Lundgren Skelmose fra Helgstrand Dressage red Florida Pilekær e. Jovian/ Florestan I (opdr. Stutteri Pilekær) til karakterne: Trav 9, skridt 9, galop 8,8, ridelighed 9,5 og kapacitet 9, hvilket gav en samlet score på 90,600 og en sikker sejr.
På andenpladsen fulgte Frederikkes Helgstrand-kollega Moisés Azuar med den DV-kårede hingst Åtoftens Springtime e. Springbank II VH (SWB)/ Zalando (opdr. Stutteri Åtoften I/S), der fik 9,2 for trav, 8,5 for skridt, 9,3 for galop, 8,5 for ridelighed, 9,1 for kapacitet – i alt 89,200.
På tredjepladsen kom den DV-kårede hingst Svalegårds Hot Driver e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Hotline (opdr. Stutteri Svalegaard). Hingsten, der er udstationeret hos Katrinelund og for relativt nyligt blev sat i ridning hos VM-holdguldvinder Carina Cassøe Krüth, blev i dag vist frem af Stine Klausholt fra netop Katrinelund til karaktererne: 8,9 for trav, 8,2 for skridt, 8,8 for galop, 9 for ridelighed og 9 for kapacitet, hvilket gav en samlet score på 87,800.
Stævnets start- og resultatlister.
Pavo og Dansk Ride Forbunds championater har til formål at finde årets bedste 4-, 5-, 6- og 7-års heste i dressur og årets bedste 4-, 5-, 6-, 7- og 8-års heste i springning.
Kvalifikationerne i Pavo og DRF's championater for ungheste afvikles
ved C- og B-stævner landet over.
I dressur afvikles der i løbet af sommeren seks kvalifikationsstævner, så er der mellemrunde ved et stævne på Sjælland og et i Jylland, inden finalen finder sted på Blue Hors i uge 41.
For springhestene afvikles der ligeledes seks kvalifikationsstævner i løbet af sommeren, mens finalen finder sted på Stutteri Ask allerede i uge 34.
De to første dressurkvalifikationer på hhv. Midtsjællands Rideklub og hos Billund Sportsrideklub er adgangsgivende til Falsterbo Horseshow i Sverige. I praksis betyder det, at de to førstplacerede i 5-, 6-, og 7-års championaterne ved de to kvalifikationer får adgang til Falsterbo Horseshow den 8.-16. juli 2023.