World Cup sejr og personlig rekord (video)

21-10-2018 16:59

Britt Carlsen

Han gjorde det vi alle håbede og ønskede SÅ meget: Daniel Bachmann Andersen sejrede i World Cup kür præsenteret af ECCO i Herning.

Uha det var spændende. Daniel Bachmann Andersen var sidste startende i feltet på 13 ryttere i den første FEI World Cup kvalifikation i denne serie. Inden da havde de to stærke, internationale ryttere tyske Helen Langehanenberg/Damsey FRH og Tinne Vilhelmson Silfvén/Don Auriello sat barren højt med hhv. 81,4 og 80,9% inden Daniel red på banen. Han vidste, hvad han var op imod, da han red op ad midterlinjen med avlshingsten Blue Hors Zack. Den ene øvelse efter den anden lykkedes, og da han red op ad den sidste midterlinje i passage, begyndte publikum at klappe ham op mod paraden. Jublen væltede ned over parret, og da resultattavlen viste 83% var sejren hjemme.

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zack.

- Hvis man vil vinde i dag skal man have en høj sværhedsgrad, det er en risiko man må tage, fortæller Daniel om sin kür. Han nød de sidste meter op ad midterlinjen, og publikums jubel. Med fire sejre under det internationale stævne, så er Daniel både glad og lidt træt. Næste mål er det internationale stævne på hjemmebanen på Blue Hors i starten af november.  Hør ham fortælle i på Ridehestens Youtoube kanal.

Copyright Ridehesten.com
Anna Kasprzak og Rock Star.

Anna Kasprzak og Rock Star kom ind på 6. pladsen med 75,14%  Anna har ikke haft tid til at få lavet en ny kür til Rock Star, men har måttet bruge en skabt til Quarton: - Og han er jo noget mindre, smiler Anna oppe fra Rock Stars omkring 183 cm. - Alt taget i betragtning, så syntes jeg vi klarede det rigtig godt, og fik vist mange gode ting. Carina Cassøe Krüth og Victoria Vallentin sluttede på hhv. 9 og 10. pladsen.

Det var Victorias World Cup debut, og Ludwig der Sonnenkoenig var ikke helt en kammerat inde på banen, men Victoria løste opgaven flot, og hun fik ros af sin træner Andreas Helgstrand, som havde en travl World Cup-klasse som træner også for Anna Kasprzak og Carina Cassøe Krüth. I May-Day Graftebjerg e. Dream of Heidelberg (opdr. Arne Bjerg-Nielsen) har Carina en hoppe, som har været i konstant, positiv udvikling, siden hun debuterede med den i den 2-stjernede Grand Prix netop ved World Cup Herning sidste år. Hun rider med en meget høj sværhedsgrad, og på nær en lille fejl i 2'erne og en skridtbevægelse, som hver gang koster points, så fik hun vist et dejligt program, og hun var meget glad og tilfreds med resultatet. 

Se resultatet af klassen HER

Læs mere om World cup Herning i magasinet Ridehesten

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen