Willemoes er gået bort

01-01-2012 10:58
Avl
Avlshingsten Willemoes er gået bort i en alder af 18 år i sit hjem Hil Cat Farm i Franklinton, USA

Den danskavlede holstenerhingst Willemoes e. Cantus/Wahnfried der blev opdrættet i Danmark af Carl-Erik Jensen er desværre gået bort i en alder af 18 år. Han blev født i 1993, blev kåret i dansk varmblod i 1996 og gennemførte materialprøven med et springindex på 156 point samt et dressurindex på 111 point. Senere konkurrerede han i springning på grand prix-niveau under Tina Lund, inden han i 2006 kom til Oak Hill Ranch, USA, hvor han var ejet af Hilda Lanaux fra Hil Cat Farm. Willemoes var som avlshingst kendt for sin alsidighed, da han er far til topheste inden for både dressur og springning. Han er blandt andet far til guldmedaljehoppen KONG's Whoopsie e. Willemoes/Candaletto (opdr. Hans Ley) og bronzemedaljehoppen Kærsholms Wenessa e. Willemoes/Casir Ask (opdr. Lars Peter Kragh). Flere af hans afkom har deltaget og haft succes ved unghestechampionatet, samt UVM i springning i Lanaken. I 2010 var han dertil far til årets springbetonede hoppeføl i Danmark; Wilcett e. Willemoes/Casir Ask (opdr. Lillian og Carl Erik Jensen). Som morfar har han særligt gjort sig bemærket gennem den danske guldmedaljehoppe Donna Silver e. Blue Hors Don Schufro/Willemoes (opdr. Lillian og Carl Erik Jensen). Kilde: Eurodressage

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner