Werth og Weihegold vandt World Cup-finalen (video)

02-04-2017 00:34

I en meget spændende World Cup-finale i amerikanske Omaha vandt den tyske storfavorit Isabell Werth sin tredje World Cup-sejr. Danske Mai Tofte Olesen red sin første World Cup-finale og blev nr. 11

Copyright Ridehesten.com
Isabell Werth.Jim Hollander/FEI Foto: Jim Hollander/FEI
Nyheden fortsætter efter annoncen

Verdens mest vindende dressurrytter, OL-holdguldvinder og individuel OL-sølvvinder i Rio, den 47-årige Isabell Werth, vandt første gang World Cup i 1992, igen i 2007 og nu ti år senere for tredje gang - med en tredje hest. Netop hesten som hun ligger nr. 1 på verdensranglisten med, oldenburgerhoppen Weihegold e. Don Schufro/ Sandro Hit.

Amerikanske Laura Graves havde efter et ridt til over 85% med Verdades e. Florett As/ Gaya lagt press på klassens sidststartende, Isabell Werth, som med sin enestående koncentration og sin fremragende evne til at forplante sit eget fokus i hesten demonstrerede sin og Weihegolds suverænitet igennem et ridt til 90,704%.
Werth blev efterfølgende i et FEI-interview spurgt om, hvordan det var at have fire af verdens bedste dressurheste i stalden, hvortil hun svarede, at det er dejligt, tingene går godt, men det gør de ikke altid. - Jeg ved godt, hvordan det er at være helt nede. Det har jeg prøvet flere gange, men lige nu nyder jeg at være helt ovenpå, lød hendes svar.
Det var en lise for det entusiastiske dressurpublikum at se den altid så fokuserede og seriøse rytter slå sig helt løs under præmieoverrækkelsen, hvor hun i kådhed poppede champagnen ud over klassens nr. 3, engelske Carl Hester, og sin nærmeste konkurrent, amerikanske Laura Graves. Isabell Werth tog sig under ceremonien med et bredt smil tid til at hælde champagne i munden på sine to konkurrenter på podiet samt de tre hestepassere, der stod bagved.

Nyheden fortsætter efter annoncen

En oplevelse for livet
Danske Mai Tofte Olesen, sidste år debuterede i international Grand Prix med Rustique e. Heslegårds Rubin/ Midt West Ibi-Light (opdr. Anne Dueholm Nielsen), fik i Omaha en oplevelse for livet. Den unge ekvipage har udviklet sig med stormskridt og kom mere end bare godt fra deres Grand Prix Kür, der byder på en meget høj sværhedsgrad.
Med super kontakt, stærkt partnerskab og perfekt timing med musikken dansede de sig sig sikkert igennem deres indledende passage-piaffe-tur på buet spor, fik manifesteret deres glansøvelse galoppirouetter, viste et sikkert skridtprogram og meget flottere etterchangementer. Det blev ikke overraskende til 74,300% og ny personlig rekord til den danske ekvipage, der blev ledsaget ud af hallen til tonerne af Brødrene Olsens Fly on the Wings of Love, mens Mai storsmilede af glæde, lettelse, tilfredshed og overvældelse. I et FEI-interview direkte efter ridten fortalte den 49-årige rytter om sit kürprograms øgede sværhed, at hun forhåbentligt senere vil kunne bygge en endnu højere sværhedsgrad på. Her fortalte hun også om 15-årige Rustiques rå styrke, og at han ville være i stand til at præstere ridtet to gange i træk, hvis det skulle være.
Til Ridehesten.com har Mai fortalt: - Det var super at ride i finalen idag, hvor Rustique var en guttermand og tog det svære program med ro. Jeg var virkelig glad for ridtet idag, og der var en forløsende stemning i stalden, da alle havde redet. Vi flyver først hjem mandag, så det er herligt ikke at skulle pakke straks og skynde sig hjem. Vi har en hel dag til afslapning og sightseeing. Og så selvfølgelig finalen i springning!

Tre DV-heste blandt finalisterne
Blandt de 14 World Cup-finalister var der hele tre danskavlede heste. Udover Mai Tofte Olesens Rustique bød finalen også på to af de danskavlede OL-heste, nemlig Smeyers Molberg e. Michellino/ Rambo (opdr. Atterupgaard) og Gørklintgaards Dublét e. Diamond Hit/ Ferro (opdr. Jørgen Ravn). Dublét blev med amerikanske Kasey Perry-Glass nr. 7, mens Molberg sluttede på 12. pladsen med schweiziske Marcele Krinke Susmelj.

Se klassen resultat HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner