Thilde Alsing
World Cup-finalen for sæsonen 2023-2024 nærmer sig, og i år finder denne sted i Riyadh i Saudi-Arabien. I denne weekend fandt den sidste World Cup-kvalifikationsrunde i den vesteuropæiske liga sted i de hollandske s’-Hertogenbosch.
Her var blandt andre tyske Isabell Werth og DSP Quantaz e. Quaterback/ Hohenstein, britiske Charlotte Fry og Everdale e. Lord Leatherdale/ Negro og hollandske Emmelie Scholtens med Indian Rock e. Apache/ Vivaldi til start. I både Grand Prix-klassen og i Grand Prix Kür-klassen blev det til en sejr for Isabell Werth, og det placerede den regerende verdensmester, Charlotte Fry, på andenpladsen i begge klasser.
I Grand Prix Kür-klassen opnåede Isabell Werth hele 85,250% sammen med den 14-årige hingst DSP Quantaz, og med de to sejre i weekendens World Cup-kvalifikation er Werth derfor også kvalificeret til World Cup-finalen i april.
Foruden DSP Quantaz har hun dog også kvalificeret sig til finalen med Emilio e. Ehrenpreis/ Cacir AA. Isabell Werth har allerede vundet World Cup-titlen fem gange, første gang for 32 år siden med Fabienne e. Feuerschein I/ Dilletant.
Isabell Werth fortalte til FEI, at førstevalget til World Cup-finalen var den 18-årige Emilio:
– Min drøm er at tage Emilio med, og at han kan have sit sidste stævne der, det fortjener han! Men Quantaz er også kvalificeret, så vi må se.
I kür-klassen lykkedes det fem af feltets ryttere at ride sig til en score på over de gyldne 80%, og Charlotte Fry opnåede sammen med Everdale en score på 82,250%. Ikke langt efter fulgte Emmelie Scholtens og Indian Rock med 82,095%. Begge ryttere er også kvalificeret til World Cup-finalen.
Isabell Werth fører nu i den vesteuropæiske liga med 77 point, mens Charlotte Fry ligger på andenpladsen blot tre point efter med 74 point. I ligaen finder man svenske Patrik Kittel placeret som nr. 3 med 72 point, og tyske Mathias Alexander Rath er placeret som nr. 4 med 69.
På femtepladsen finder man danske Nanna Merrald, der har samlet 64 point sammen over sæsonen. Nanna har sammen med Blue Hors Don Olymbrio e. Jazz/ Ferro redet med om topplaceringerne til World Cup-kvalifikation i blandt andet Lyon, Stuttgart og senest i januar i Amsterdam.
World Cup-finalen finder sted fra d. 16. til d. 20. april i Riyadh, Saudi-Arabien.
Kilde: FEI
Se video af Isabell Werth og Quantaz kürridt her: