Vildheste slippes løs ved Horsens

27-10-2017 07:12

Camilla Tiefensee Schrøder

Den 28. oktober slippes 50 konikheste løs sammen med højlandskvæg i naturområdet Nørrestrand nord for Horsens. Vilde heste er blevet en populær attraktion, som kan opleves mange steder i landet

Copyright Ridehesten.com
Mange steder i Danmark kan man nyde synet af vilde heste i naturen. Her er det de exmoorponyer på Langeland. Foto: Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Snart vil man på en gåtur i landskabet nord for Horsens kunne nyde synet af vilde heste. På lørdag sætter Horsens Kommune nemlig en flok konikheste ud i et 50 hektar stort indhegnet naturområde ved Nørrestrand.

Åbningen af området finder sted lørdag den 28. oktober klokken 12. Her er alle interesserede velkomne til at komme forbi og overvære hestenes ankomst. Vildhesteområdet er led i den udviklingsplan, som Horsens Kommune har lavet for en ny bydel nord for Nørrestrand.

Et dejligt nyt udflugtssted
Borgmester Peter Sørensen m.fl. vil være til stede for at markere åbningen af det første vildhesteområde i Horsens.

– Jeg synes, det er alle tiders, at vi i vores nye naturområde ved Nørrestrand sætter vilde heste tilbage i deres naturlige element og på den måde både gavner naturen og giver borgerne en god oplevelse, siger han.

Han tilføjer, at vildhesteområdet kan blive et nyt fantastisk udflugtssted. Blot skal folk være opmærksomme på, at de ikke må fodre dyrene, de skal holde en passende afstand til dem og undlade at medbringe hunde inde i hegningen.

Samtidig med frisættelsen af de vilde heste sættes skotsk højlandskvæg – foreløbig 10 – også på græs.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Det er meningen, at de to grupper af dyr skal hygge sig sammen – noget vi ved fra andre steder, at de er gode til. Dyrene skal som udgangspunkt passe sig selv, men vi vil regelmæssigt holde øje med, om de trives, og om der eventuelt kan sættes flere dyr ud, siger biolog Jan Kunstmann, Natur og Miljø.

For at optimere oplevelsen bliver der lavet et udsigtspunkt, hvorfra dyrene kan nydes.

Vilde heste mange steder i Danmark
Vilde heste kan efterhånden opleves mange steder i landet. Naturstyrelsen har i øjeblikket 59 exmoorponyer med 15 føl gående frit på Sydlangeland og syv konikheste i Bjergskov ved Aabenraa. Ifølge Naturstyrelsen har hestene til opgave at afgræsse områderne, så sollyset kan nå ned til jordoverfladen og på den måde fremme artsrigdommen af planter og dyr.

Man kan desuden opleve vildheste i Mols Bjerge som en del af Molslaboratoriets "rewildening-projekt", og på Sydlolland har Fugleværnsfonden udsat en flok exmoorponyer, som i 2015 fik deres første føl.

De vilde heste går ude hele året og får lov at passe sig selv, men helt fri af menneskelig hjælp og overvågning bliver de aldrig, og derfor mener Naturstyrelsen, at betegnelsen "fritlevende" måske er en mere dækkende betegnelse.

– Hestene her går ude hele året rundt med minimal menneskelig indblanding. Dog tilses de af en dyrlæge hvert år og er også mærket med chip. De finder selv deres føde i naturen, men hvis vinteren er særligt streng, og det er umuligt for hestene at finde føde, bliver der lagt hø ud, oplyser Naturstyrelsen.



 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner