Ideen om hestehviskere - altså personer med et særligt talent for at tale med heste - kan måske få mange til at trække lidt på smilebåndet. Men der kan være noget om snakken, viser ny forskning fra Københavns Universitet og ETH Zürich. I et internationalt samarbejde, med forskerne Anne-Laure Maigrot og Edna Hillmann, har adfærdsbiolog, Elodie Briefer fra Biologisk Institut, undersøgt om en række dyr kan skelne mellem positivt - og negativt ladede lyde.

– Resultaterne viser at både domesticerede grise og heste, såvel som asiatiske vildheste er i stand til at kende forskel, både når lydene kommer fra deres egen art, fra deres nære slægtninge, men altså også når et menneske taler, forklarer Elodie Briefer.

Grisene var undersøgt sammen med deres vilde slægtninge vildsvin. Og ligesom det var tilfældet hos de to beslægtede hestearter, reagerede grisene tydeligt på, hvordan lyde fra modparten var følelsesmæssigt ladet. Faktisk i samme grad som når der var tale om lyde fra egen art. Men dyrene viste sig også at kunne skelne også mellem tale fra mennesker, der enten var i et negativt eller positivt toneleje. Selvom reaktionerne var mere afdæmpede, reagerede alle undtaget vildsvinene, med tydelig forskel, når de blev udsat for tale fra mennesker, som enten var ladet i enten positive eller negative følelser.

Menneskelig nonsenssnak
Forskerne afspillede både optagelser af dyrelyde og menneskelige stemmer fra skjulte højttalere. For at undgå, at de domesticerede dyr reagerede på betydningen af ordene, var den afspillede positive og negative menneskelige tale udført af en professionel stemmeskuespiller, i et slags nonsenssprog uden meningsfulde sætninger.

Dyrenes reaktioner blev registeret i en række kategorier kendt fra tidligere studier – alt fra ørenes position til dyrets bevægelser eller mangel på samme. På den baggrund konkluderede forskerne: Det betyder faktisk noget, hvordan vi taler til dyrene.

– Vores resultater viser, at de her dyr bliver påvirket af de følelser, der er lagt i stemmen, når vi taler til dem eller bare i nærheden af dem. Og de reagerer kraftigere – typisk hurtigere, når de mødes med en negativt ladet stemme, sammenlignet med reaktionerne, når første lyd de hører, er positiv tale. I visse situationer ser de endda ud til at spejle den stemning, som de udsættes for, siger Elodie Briefer.

Har dyr et følelsesliv?
En del af studiets sigte var netop at undersøge muligheden for såkaldt følelsesspejling eller ”emotional contagion” hos dyrene. Situationer hvor en udtrykt følelse bliver overtaget af en anden. I adfærdsbiologi opfattes den type reaktioner som et første trin inden for kategorien empati.

– Hvis kommende forskningsprojekter på sigt klart kan påvise, at de her dyr kan spejle følelser, ligesom dette studie ser antydninger af, så er det meget interessant for forståelsen af følelsernes udviklingshistorie og udstrækningen af dyrenes følelsesliv og bevidsthedsniveau, siger Elodie Briefer.

Studiet kunne ikke konstatere sikre observationer af ”emotional contagion”, men et interessant resultat lå i den rækkefølge, som lydene blev afspillet i. Sekvenser, hvor den negative lyd blev afspillet først, udløste kraftigere reaktioner hos alle dyrene med undtagelse af vildsvinene. Også når det gjaldt den menneskelige tale.

Det tyder ifølge Elodie Briefer på, at den måde vi taler på i nærheden af dyr, og måden vi taler til dyrene på, kan have betydning for deres trivsel.

– Det betyder, at vores stemmer har en direkte indflydelse på dyrenes emotionelle tilstand, hvilket er meget interessant fra i dyrevelfærdsperspektiv, siger hun.

Ikke alene rejser den viden etiske spørgsmål omkring vores syn på dyrene – og omvendt, den kan også være et helt konkret middel til at forbedre dyrenes daglige trivsel, hvis de, der arbejder med dyr, har den viden.

/KU