Nyt studie giver håb til heste med EMS

22-09-2024 17:39

Ved det svenske landbrugsuniversitet har en række forskere undersøgt effekten af et lægemiddel, der kan være vigtigt i den fremtidige behandling af equint metabolisk syndrom, bedre kendt som EMS. Det giver nu nyt håb for de heste, der rammes af sygdommen

Copyright Ridehesten.com
Ny forskning giver håb for heste med EMS. Foto: Ridehesten.com/ Thomas Bach Jensen.

I et nyt studie har forskere ved det svenske landbrugsuniversitet undersøgt effekten af et lægemiddel, der kan være vigtigt i den fremtidige behandling af EMS-syndromet, det viser en undersøgelse fra det svenske landbrugsuniversitet. Når mennesker rammes af diabetes, er der udviklet lægemidler til at hjælpe med at sænke insulinniveauet. I de senere år har man forsøgt at bruge disse lægemidler til behandling af svære tilfælde af EMS. Lægemidlerne får glukose til at blive udskilt i urinen, og dermed sænkes stofferne glukoseniveauet i blodet. 

Hvad er EMS? 
EMS står for Equint Metabolisk Syndrom, og er en form for forstyrrelser i hestens hormonniveau og stofskifte. En EMS hest er en insulinresistent hest, hvilket vil sige, at dens blodsukker ikke kan reguleres med insulin. Det gør i stedet, at hestens krop reagerer ved at producere og frigive mere insulin op til et forhøjet insulinniveau, en tilstand, der også kaldes hyperinsulinæmi. 

EMS kan skabe alvorlige konsekvenser for vores heste, såsom alvorlige forfangenheder og i værste tilfælde aflivning. Mange EMS-anfald er forbundet med forstyrrelser i hestens insulinregulering, som er en vigtig komponent i EMS. En hest med EMS har ofte karakteristiske fedtaflejringer ved nakkens spækkam, omkring haleroden og eventuelt henover overlinjen, specielt bag skulderbladene. 

Copyright Ridehesten.com
EMS er en livstruende sygdom, hvor særligt forfangenhed kan ses som følge af sygdommen. Foto: Ridehesten.com.

Nu er der nyt håb
Med det nye studie foretaget af forskere fra det svenske landbrugsuniversitet, er der nu nyt håb for heste, der rammes af EMS. Til trods for en gennemgående undersøgelse, er meget dog stadig ukendt om lægemidler til behandling af heste. I undersøgelsen blev otte raske islændere undersøgt. Her undersøgte man, hvordan et lægemiddel i den såkaldte SGLT2-gruppe, også kaldet Canagliflozin, blev metaboliseret i kroppen på de otte raske islændere. 

Undersøgelsen viste blandt andet, at hestene fik høje blodkoncentrationer i stoffet, og at det nedbrydes væsentligt langsommere hos heste sammenlignet med andre dyrearter. Medicinen (Canagliflozin) sænkede altså hestenes blodsukker og insulinniveau, og giver derfor nyt håb for, at stoffet kan være et effektivt redskab i behandlingen af EMS, og mindske risikoen for, at EMS-ramte heste udvikler livstruende anfald. 

Du kan læse hele undersøgelsen her. 

Kilde: Tidningen Ridsport, Sveriges Landbrugsuniversitet
 

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen