Thomas Bach Jensen
- Jeg satte Roosevelt til salg i fredags kl. 20.15, og kl. 20.50 var jeg i kontakt med kunden. De kom lørdag kl 15.00 for at se og prøve hesten, og kl. 16.00 gav vi håndslag på pris fortæller Oline Dall.
Hun har haft den 4-årige vallak e. Fassbinder/ Hestegårds Louis, opdrættet og ejet af Susan Holtze, i ridning i en måned, hvorefter hun blev enig med ejeren om at prøve at sætte ham til salg og se, hvordan det ville gå. Hesten havde af sælger fået foretaget røntgenbilleder om onsdagen inden annonceringen, så de vidste, hvad de havde at gøre med.
- Da pigen var ude at prøve hesten, havde hun kun redet i et kvarter, før hun skridtede ned til moderen og sagde "mor, det er min hest!", fortæller Oline.
Røntgenbillederne blev sendt til købers forsikringsselskab og godkendt uden anmærkninger. Da billederne var så nye, kunne de anvendes ved handelsundersøgelsen, så den kliniske undersøgelse blev foretaget straks efter, røntgenbillederne var godkendt, og hesten gik igennem med bravour og en kommentar fra dyrlægen om et særdeles god temperament.
Hesten er solgt til familien Wikborg og skal rides af juniorrytter Mira Wikborg. Oline fortæller, at hun har haft et væld af henvendelser på hesten - særligt på grund af dens enestående temperament, som også var beskrevet i salgsannoncen.